Om landbrugslobbyen, censur og ytringsfrihed

Dansk PEN indbyder til

En samtale om censur, ytringsfrihed og landbrugslobbyens forsøg på at påvirke resultater og knægte forskningsfriheden

Mød

Maria Vang Johansen, tidligere professor ved Københavns Universitet, har forsket i, hvordan nogle af verdens farligste snyltere smitter fra dyr til mennesker. Hun har desuden forsket og undervist i forskningsetik. Maria Vang Johansen blev fyret som professor efter at havde klaget over organisationen Landbrug og Fødevarer, der uden hendes viden og tilsagn havde indsamlet og udvalgt data, som skulle indgå i hendes forskning.

Stiig Markager, professor ved Aarhus Universitet, blev anklaget for injurier af organisationen Bæredygtigt Landbrug, da han i en artikel i Berlingske Tidende bl.a. sagde, at “den mængde kvælstof, der tilføres havet, er steget med 700 tons pr. år siden 2010, efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant”. Udtalelsen, der var baseret på hans egen forskning, blev af Bæredygtigt Landbrug opfattet som “ærekrænkende”. Markager vandt retssagen, men Bæredygtigt Landbrug har efterfølgende ved flere lejligheder forsøgt at beklikke Markagers faglige kompetencer.

Heine Andersen, professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og forfatter til bogen Forskningsfrihed – ideal eller virkelighed (2017).

 

Arrangementet er åbent for alle interesserede.

Der er fri entré, men tilmelding er nødvendigt og skal ske til pen@pen.dk senest fredag den 1. april.