fremmer
litteraturen
forsvarer
ytringsfriheden
sep 132021
 

PEN Internationals stiftende møde i London i oktober 1921

Nedenstående er en kronik bragt i Berlingske Tidende 12. september 2021 - under en fejlagtig og manipuleret overskrift, som avisen efterfølgende rettede og undskyldte for. De havde slettet "ikke" i nedenstående:

"Vi har aldrig ro til ikke at tænke os om - og det er godt"

Den internationale skribentorganisation PEN fylder i år 100 år, og Dansk PEN er ikke meget yngre. I den senere tid har der været debat om PENs virke i medierne, så lad os benytte jubilæet til at redegøre for de interessante og konfliktfyldte præmisser, PEN virker på.

Efter 1. Verdenskrig indbød den britiske digter Catherine Amy Dawson Scott kolleger til selskab for at diskutere nødvendigheden af forfatteres ytringsfrihed og deres muligheder for at bidrage til at forme morgendagens forhåbentlig bedre samfund. Selve ordet PEN står for poets, playwrights, essayists, editors & novelists — alle skribenter og professionelle litterater og andre, der interesserer sig for ord og ytringer, kan blive medlemmer.

Da PEN blev grundlagt i London i oktober 1921, var foreningens formål endnu ikke nedfældet i paragraffer, men den bærende tanke var at understrege ytringsfriheden som et internationalt anliggende og at virke for i freds- såvel som i krigstid at fremme forståelsen mellem nationer og grupperinger. PENs medlemmer forpligtede sig til at “gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om én menneskehed, der lever i fred i én verden.” Sådan blev det udtrykt af foreningens første præsident, nobelpristageren John Galsworthy, efter PENs internationale kongres i Berlin i 1926, og allerede fra begyndelsen er dilemmaet i PENs arbejde dermed formuleret.

I dag står der i PENs charter, at medlemmer skal bruge deres indflydelse til at fremme forståelse og gensidig respekt mellem mennesker, og at de samtidig forpligter sig til at modstå undertrykkelse af ytringsfriheden, både i deres eget land og hvor den ellers måtte finde sted ude i verden

På den ene side kæmper PENs medlemmer for at fremme ytringsfriheden, på den anden for at bekæmpe hadsk tale, forstået som hetz.

Dilemmaet giver anledning til diskussioner igen og igen op igennem de 100 års historie. Det foregår både internt i foreningen og udenfor, hvor PEN ofte bliver bedt om at komme med klare svar og helst med det samme. Den seneste diskussion om, hvorvidt danske skolelærere bør tvinges ved lov til at vise Muhammedtegningerne i undervisningen, er endnu et eksempel i en lang række. Og igen tillader PEN sig at sige, at der findes mange virkeligheder, mange kontekster og mange diskussioner at tage, men ingen one size fits all-løsninger.

PEN støtter til enhver tid den enkelte lærers frie valg i forhold til at vise Muhammedtegningerne i deres undervisning; ingen skal trues eller chikaneres til at lade være. Men PEN ønsker heller ikke at tvinge nogen. En væsentlig del af PENs arbejde består i at kritisere og helst forhindre magthavere i at tvinge andre til enten at afstå fra at ytre sig eller kun ytre en bestemt sandhed. PEN anerkender, at tegningerne altid indgår i en sammenhæng, som man ikke uden videre kan se bort fra. I nogle tilfælde er de den forbudte ytring, som islamistiske fundamentalister forsøger at true bort, også med vold, i andre tilfælde kan de af nogen opleves som et magtmiddel, der repræsenterer et system.

Hvad stiller man op med den slags dilemmaer? PEN har haft 100 år til at finde ud af det og er ikke kommet på noget nemt svar. Vi ønsker ikke at fremme uforsonlighed mellem grupper og nationer gennem hetz og hadefulde ytringer, men vi ønsker heller ikke at undertrykke de ytringer, som medlemmer af disse grupper udtrykker.

Løsningen er ikke at vægte det ene af PENs formål over det andet, men at anerkende, at dobbeltsidigheden findes, og blive ved med at tale om den. Dansk PEN holder hvert år en række arrangementer, som sætter disse og andre emner til debat. Nyligt afholdte arrangementer har budt på møder med forfulgte tyrkiske og iranske skribenter, debatter om hvordan man bekæmper hadetale, oplæsninger af forbudte værker, tema om antisemitisme, om ytringsfrihedens historie i Danmark etc. Mange mennesker har deltaget, også mennesker, der ikke er medlemmer af PEN, men blot interesserede.

Størstedelen af de sager, som lander på PENs bord, handler om statsmagter, som forsøger at lukke munden på borgerne. Mange vil kende til den kinesiske ytringsfrihedsforkæmper Liu Xiabo, som fik Nobels Fredspris i 2010 og døde overvåget af regimet på et hospital efter en 11 år lang fængselsdom for at kritisere etpartisystemet. I Belarus er journalisten Roman Protasevich sat i fængsel for at have opfordret til en demonstration mod regeringen. I Tyrkiet har digter og journalist Nedim Türfent tilbragt næsten 1500 dage i fængsel for at have skrevet om militærets fremfærd i den østlige del af landet. I Saudi Arabien blev bloggeren Raif Badawi idømt 10 års fængsel og 1000 piskeslag for at have talt for et sekulært, frit Saudi Arabien. I Myanmar har militæret vedtaget en ny cyber-sikkerhedslov, som giver tilladelse til at overvåge alle borgeres bevægelser på. Det er blot nogle få eksempler på den alt, alt for stor mængde sager, som vi i PEN er optaget af. I løbet af den seneste måned er tre medlemmer af Afghansk PEN blevet slået ihjel af Taleban, og man kan kun frygte for, hvad der sker landets øvrige forfattere og skribenter netop nu. Det er sager som disse, der fylder i PEN-centrenes daglige arbejde og på de internationale kongresser.

I Danmark bliver ytringsfriheden ikke knægtet af en statsmagt, men er måske truet i andre sammenhænge. Mange mennesker oplever at blive lagt for had, når de ytrer sig - eller deres ytringer bliver lagt ud af andre - på de sociale medier. Den slags medier kendte man ikke til, da PENs charter blev vedtaget på den internationale kongres i København i 1948, men den hadefulde tale er ikke ny. Processen med at få skrevet charteret begyndte i 1926 og færdiggjordes altså her i Danmark, og med to katastrofale verdenskrige i frisk erindring var ingen i tvivl om, at ord kan bruges til propaganda og til at så had og splittelse.

“Vi kæmper ikke kun for os selv, men fordi vi deler troen på, at alle mennesker uanset race og religion skal respektere hinanden og have frihed til at tænke selv,” sagde Margareth Ethel Storm Jameson, PENs første kvindelige præsident, i 1938.

Når mennesker udøver hetz mod andre, så er det noget vi som medlemmer af PEN er forpligtet til at imødegå. Ytringsfrihed er i mange tilfælde en sag mellem staten og borgerne, men ikke sjældent er det også en sag mellem grupper af borgere eller enkeltindivider. Verden ser lige nu funklende ny ud med alle de nye platforme og muligheder vi har for at ytre os, men mennesker er, som de hele tiden har været. En del råber meget højt og truer gerne med vold og overgreb, hvilket får andre til at trække sig. Især er det kvinder og minoriteter, der trues, og det er også især dem, der trækker sig, viser undersøgelser. Internettet og den nemme og hurtige vej til at få noget ud i en større offentlighed har på den måde både styrket ytringsfriheden og begrænset den.

Ytringsfriheden er, som PENs formand skrev i foreningens årsberetning tidligere på året, et grundlæggende dilemma. På den ene side kan den bruges til at tale magten imod, på den anden til at begrænse andres ytringsfrihed ved trusler og hadefuld tale, der kan føre til selvcensur.

I PEN anerkender vi, at verden ikke er enten sort eller hvid. Vi kan være uenige om vægtningen mellem charterets to nedfældede hovedformål, og vi kan være uenige om, hvilken kontekst en given sag skal ses i. Og så kan vi fortsætte samtalen.

Men dilemmaet som et grundvilkår for foreningen er af det gode: Det levner os aldrig ro til ikke at tænke os om.

 

På vegne af Dansk PENs bestyrelse

Cathrine Hasse og Trine Andersen