Månedens Essay – er et digt

ord krydser grænser

Af Cindy Lynn Brown

Digte kan forandre liv, jeg har set det ske, siger digteren fra Nigeria, der også er jurist og politisk aktivist, digterne er en stamme, menneskeheden en stamme, digterne taler fælles-stammens sag

Digteren fra Vietnam spiller guitar og er inspireret af Bob Dylan

Vi skal have digtene ud på gaden, på skoler og arbejdspladser, siger digteren fra Colombia, digtene tilhører folket, folket behøver håb

En digtoplæsning kan organiseres på et par timer i Prag, på 3-4 dage i Kroatien og på cirka 7-8 måneder i Danmark

Digteren fra Armenien modtager en særlig pris for at skrive om folkedrab

Jeg gider ikke skrive digte om krigen siger den bosniske digter og jeg gider hverken skrive om fabler, heksekraft eller hungersnød siger digteren fra et af de 43 afrikanske lande, men så vil ingen udgive mine digte

Mine farver er sort kaffe, blå fisk og rød vin, siger digteren der hader kulde som indledende præsentation af sig selv og i dag er himlen grå og skyldbetynget, håber den er anderledes hvor du er

Digte skaber værdighed, siger digteren fra Nepal, det er værdigheden der gør os menneskelige

Den belgiske digter udvandrer i protest mod som den eneste kun at få lov at læse sit digt op på ét sprog, men bliver dog hentet igen af arrangørerne

Byen skræmmer mig, siger min unge kinesiske oversætter, der også er digter uden selv at vide det endnu, skyskraberne er monstre i rustning, der okkuperer vores liv og den tid vi kunne tilbringe med vores kære

Den japanske digter faster ind i mellem for at blive klar i hovedet, klar på den tekstudløsende måde Den kroatiske digter sagsøger en anmelder over en dårlig anmeldelse

Den koreanske digter skammer sig over at arbejde i seven-eleven for at få økonomien til at hænge sammen

Den sydafrikanske digter er blevet millionær ved at skrive en popsang for Gadaffi

Jeg var drugdealer før jeg blev digter, siger digteren fra Australien

Poesien forener vores hjerter til ét fælles dunkende hjerte, siger den russiske digter

Jeg er altid blevet opfattet som mærkelig, siger digteren fra Indien, fordi jeg drømte om at have mit eget værelse, de fleste indere bryder sig slet ikke om at være alene i et værelse, det er meget vestligt det der begreb med Personal Space

Hver dag går jeg ud til hegnet og læser et digt højt for køerne, siger den svenske digter, de kommer altid hen og lytter, en dag sender den mexicanske digter lyden af en ko i Mexico til den svenske digter som afspiller det for de svenske poesi-lyttende køer i stedet for det daglige digt

I Kina er det ulovligt at skrive digte om korrupt politi

Uden forfatterforeningen, var jeg ikke blevet ved med at skrive, siger digteren fra Uganda, de har støttet mig på alle måder og vist mig at kvinders stemmer tæller

Digtere er vigtigere end politikere og romanforfattere siger digteren fra Bangladesh, der findes intet mere ærefuldt hverv

Jeg orker ikke skrive om identitet, siger digteren fra Danmark Digtene indrammer mine ar, siger digteren fra Tyskland

Den slovenske digter samler som den første en antologi med LGTB+ digte fra alle lande i Europa

Den franske digter skriver om Grønland og klimaforandringer

Den afghanske digter bliver konstant stoppet for at vise papirer, mens alle vi andre får lov at passere

At skrive digte er en revolutionær handling, siger digteren fra San Francisco

I krig taber både bødler og ofre, siger den canadisk-kuwaitiske digter, det er en hæslig mur i mellem mennesker, min ide er: poesi som angreb på hæsligheden

Lad os gøre verden pinlig med poesi, siger den polske digter, men det er vist nok en fortalelse

Digte er kærlighed, siger digteren fra Cuba, de kan fylde verden med uddannelse, retfærdighed og solidaritet

Jeg er ligeglad med poesien, siger digteren fra Shanghai, lad os i stedet fokusere på digterne

Jeg orker ikke lytte til nutidens selvoptagede, unge mandlige digtere, siger digteren fra den lille skotske ø, af en eller anden årsag har deres tekster ingen kraft

Det er sexet at skrive i hånden siger digteren fra Østrig

Poesien er nærværende i alt, siger den kurdisk-tyske digter, i egernet der laver ballade og sommerfuglen på nippet til selvmord

Poesien er et rum uden ejerskab, siger digteren fra Portugal

Ingen kan ikke leve af digtningen på Balkan siger digteren fra Eks-Jugoslavien, derfor lever jeg i Østrig, hvor det er muligt, men det skaber det dilemma, at jeg er økonomisk afhængig af de samme vestlige institutioner, der har udnyttet mit land i årevis, dem jeg netop vil nedbryde med mine digte

Min ven er idømt ni år bag tremmer for at recitere et digt, skriver den tyrkiske digter og deler mit foto af en alvorlig syvårig kinesisk digter foran sit første digt om håb på et blafrende lærred

Friheden kommer gennem poesien, siger digteren fra Panama, for sproget skaber vores forståelse af verden, poesi er et våben ladet med fremtid

Digte krydser grænser ganske som fugle uden pas og visum, siger den svensk- amerikanske digter, vi deler alle den samme måne

 

Månedens Essay er støttet af

Angolansk digter står til udvisning

Den unge angolanske digter Adelina Kiame (aka Aaiún Nin) har fået afslag på sin anmodning om asyl i Danmark. Hun står nu overfor at blive udvist til Angola, selvom hun der risikerer vold og chikane – og i værste fald livet – fra familien og civilsamfundet, der ikke accepterer homoseksualitet, og fra et politisk styre, der ikke tåler kritik.

“Digteren Adelina Kiame er en vigtig stemme, der med poesi og kraft løfter sig på vegne af en minoritet som ofte er genstand for had og diskrimination. Hun er vigtig en stemme, der viser en vej for en generation der har brug for litterære forbilleder. Med en udvisning til Angola risikerer hun at blive gjort tavs.” siger Mille Rode, generalsekretær i Dansk PEN.

De nordiske PEN-centre har i en fælles appel til udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfeye opfordret ministeren til at bremse udvisningen.

Nordisk PEN-appel for Adelina Kiame_10.08.2020

Månedens Essay

Byens eneste hammer, en kasse vajnede søm og en sløv sav

Af Peder Frederik Jensen

Det gamle bordel i Mambale er bygget i rå, mørke planker. Væggene har dybe mærker fra den grove bearbejdning et sted inde i regnskovens svale mørke. Husene i grænselandet mellem Cameroun og Congo er simpelt konstrueret: en slank bundrem forbinder fire hjørneposter, der rejser sig cirka en meter op, hvor de møder den løvdækkede tagflade. Mellem de fire hjørneposter har arbejdssomme hænder sømmet de groft tilskårne planker fast med tretommesøm.

Charles har overtaget den gamle bordelbygning midt i byen. Nu er der hovedkvarter for OKANI, en lille NGO, der arbejder for Baka-pygmæernes liv og rettigheder. Charles er den lokale repræsentant. Byens tømrer, en stærk mand, tæt bygget, sad en morgen på en af de bænke, der er slået sammen langs den overdækkede terrasse foran det store hus. Han skulle lukke af mellem bordelbygningen og naboen. Jeg have gennem et par dage benyttet naboens latrin til bad, fordi jeg ikke forstod, hvor grænsen gik mellem bordellet og naboens matrikel. De her sammenflikkede huse har ofte en labyrintisk struktur. Smalle gange med værelser til begge sider, afløses af løbegange, en slags baggårde eller arbejds- og vaskeområder, hvor der som regel også ligger et eller to eller måske tre latriner, med blankslidte klæder hængende fra vajnede søm. Klæder man lige lukker af med, før man sætter sig på hug og forretter sin nødtørft. Grænserne mellem det private og det ikke private, er anderledes i den del af verden. Man må finde sig i det, tage det ind som et vilkår, bruge det som et spejl, en lille tråd i erkendelsens billedvævning. Hver gang jeg sidder der, sammenkrøllet over hullet på et betondæksel føler jeg mig fremmed og hjemme på en gang. Den samme følelse havde jeg, de morgener hvor jeg kom til at bryde grænsen mellem Charles hus og naboens. Med et håndklæde om livet gik jeg fra den ene bygning til den næste med en spand vand og et stykke sæbe i hænderne. Naboens latrin og bad er mindre afskærmet, end det er i det gamle bordel, hvor lastbilchauffører, prostituerede og vejfarne gennem årene har udgydt deres ekskrementer, vasket deres underliv fri for sperm eller har badet på rolige morgener, hvor regnskoven er vågnet omkring dem.

Når man er på lokum, er det tit som om, der er nogen, der er med på en kigger. Den fornemmelse forstærkes, når man er hvid og føler sig virkelig blank og ualmindelig. Jeg føler, at der er et øje på mig, en bevidsthed, der aldrig bliver afsløret, et hensyn, der bliver taget, fordi jeg som rejsende dummer mig og smider håndklædet, vasker mine kønsdele, sprækken mellem ballerne, ben, arme og ansigt på et område, der tilhører en rettroende, muslim, hvis kone og døtre, huserer bag de groft tilpassede plankevægge.

Tømreren sad og ventede på Charles, og da Charles kom frem fra sit rum med en tandbørste i munden, og de nærsynede øjne knebet i, løftede tømreren sin arm og forklarede, at ham han lejede hammeren af, ikke ville lade ham leje den i dag. Han lod en hånd falde ned på låret. Charles stod med et hvidt håndklæde omkring sig og en mave, der virkede opspilet, som om han havde slugt en ballon. Den bantu ved jo godt, sagde tømreren, at jeg ikke kan lave noget uden den hammer, så han bliver ved med at kræve flere penge, end jeg kan give ham, og det er byens eneste hammer, så hvad skal jeg stille op? Charles lyttede og tog tandbørsten ud, så det hvide Colgateskum boblede omkring hans læber. Han lænede hovedet tilbage for at undgå at savle flourrabies, hvorpå han gryntende sagde en hel masse på Baka, jeg ikke forstod, efterfulgt af en række strubelyde og en gurglen, der vidnede om, at tandpastaen nu var på vej ned mod drøblen.

Charles tog en skjorte på og spyttede ud. Den bantu, sagde han, ved det er mig, der skal have lavet noget, og når han ved det, ved han også, at han måske kan presse prisen, hvilket, sagde Charles, er ligeså almindeligt og naturligt som det er irriterende. Tømreren lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Hvis Charles ikke fik løst situationen, mens det endnu var morgen, var det sandsynligt, at der ikke ville blive gjort noget den dag.

Tømreren sad med en æske vajnede søm, søm han har hevet ud et sted, søm, der bliver rettet og genbrugt. Jeg er bådebygger og har arbejdet meget som tømrer, men ville han forstå det, hvis jeg sagde, at vi var kollegaer? Ville han kunne koble sit hårde livsvilkår sammen med mit rige liv. Et liv, hvor man ikke bukker sig ned efter de skruer man taber, fordi de er så billige, at det ikke kan betale sig. Samtidig ville jeg aldrig forstå, hvordan man kan bygge et hus med en æske bøjede søm og en hammer, man ikke ejer selv.

I nullerne kørte jeg som tømrer. De mange kasser med Festoolværktøj, stiksave, dyksave, fræsere, slaghammere, skruemaskiner og andet udstyr, blev hver dag slæbt ind i opgangene hvor vi sammenlagde små arbejderboliger. Tidligere har der boet ægtepar med mange børn. Vi taler om arbejdere, der har haft deres daglige virke på Carlsberg eller måske i Kødbyen eller en af de mange byggepladser, der de seneste hundrede halvtreds år har domineret Københavns brokvarterer. Deres hjem invaderede vi med vores dyksave og høreværn med radio i.

Til sammenligning havde Tømreren i Mambale en grovtandet fuksvans. Jeg kunne konstatere, at den ikke var ordentligt lagt ud, at den af samme grundt måtte være svær at skære med. Han bygger ved hjælp af to værktøjer: Hammer og en sløv sav.

Mens Charles slubrede kaffen, syslede en pige rundt omkring os, en pige klædt i en simpel sarong, foroverbøjet og fejende. Charles beskæftiger så mange som muligt. Egentlig vil han helst lave mad og vaske tøj selv. Det er ritualiseret for ham, og kommer af, at han har levet så mange år alene. Han er fast udstationeret i Mambale. Han vasker stadig sit tøj (tre spande, et stort stykke sæbe og en børste), mens han så hyrer unge kvinder til andet arbejde, på samme måde som han hyrer en tømrer, til at slå et par brædder for bagerst i labyrinten. Sådan må det være, siger han.

Charles gør det ud for det samfund, der har svigtet. Folk som ham må løse konflikter, beskæftige folk, køre de syge på hospitalet, hjælpe kvinder, der får bank af deres mænd. Fra jeg vågner om morgenen, svarede Charles, til jeg går i seng, er der bud efter mig. Det er mit liv, fortsatte han, og grinede og sagde så: åhh, Pider, Åhh, Pider og rystede på hovedet, hvorefter han teatralsk, patroniserende kommanderede med en af de drenge, der hjælper til med at hente vand fra brønden.

PENs iranske æresmedlem Narges Mohammadi ramt af COVID-19 i fængslet, men nægtes hjælp

Den iranske menneskerettighedsaktivist og journalist Narges Mohammadi, der siden 2010 har været fængslet flere gange, men som i maj 2016 blev idømt yderligere ti års fængsel for sin medvirken i en kampagne imod dødsstraf, har fået symptomer på COVID-19, men nægtes medicin og lægehjælp i fængslet.

Dansk PEN har i et brev opfordret præsident Rohani, Ayatollah Khamenei og justitsminister Ayatollah Larijani til at sikre at Narges Mohammadi får adgang til den lægelige behandling hun har brug for, at hun tillades  telefonisk kontakt med sine børn og at hun løslades straks og uden betingelser.

Læs brevet her:

President of the Islamic Republic of Iran_15072020

Læs mere om Narges Mohammadi i Dansk PENs årsberetning for 2019, Æresmedlemmer (side 14)

Dansk PENs Årsberetning 2019

Ny sikkerhedslov truer Hongkongs ytringsfrihed, advarer de skandinaviske PEN-centre

Udtalelse fra Norsk, Svensk og Dansk PEN

11. juni 2020

Kinas lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, godkendte 28. maj planen om at vedtage en sikkerhedslov for Hongkong.

Beslutningen har ført til stærke reaktioner fra mange sider, ikke mindst fra Hongkongs egen befolkning. Også den britiske reaktion har været skarp. Hongkong var en britisk koloni frem til 1997. Kina og Storbritannien blev dengang enige om at Hongkong skulle have status som selvstyrende region i den kinesiske folkerepublik, og at Hongkong kunne beholde sit økonomiske og politiske system i 50 år efter overdragelsen – det vil sige frem til 2047.

Ordningen er blevet kaldt ”Et land – to systemer”.

Med den nye sikkerhedslov bryder de kinesiske myndigheder denne aftale. Det er baggrunden for den uro som har hjemsøgt regionen i de senere år. Indbyggerne blev forsikret om at de kunne beholde deres frihedsrettigheder, men oplever i stedet at Kina i stigende grad griber ind i deres regeringsførelse og gradvist indsnævrer deres ytringsfrihed. Forfattere, kunstnere, journalister og akademikere føler sig nu utrygge. I 2016 blev fem boghandlere bortført af kinesiske sikkerhedsagenter, hvoraf flere fortsat er tilbageholdt eller fængslet og Hongkongs store akademiske miljø bliver mødt af kinesiske krav om at vise ”ansvar” og optræde ”patriotisk”.

Den nye lovgivning skal forhindre ”separatisme”, ”oprør”, ”terrorisme”, ”forræderi” og ”udenlandsk indblanding”. Derudover giver den Kina mulighed for at oprette sine egne sikkerhedsorganer i Hongkong. Ved hjælp af ny teknologi vil ledelsen i Beijing kunne overvåge hver enkelt indbygger i den tidligere kronkoloni.

Norsk PEN, Svensk PEN og Dansk PEN er stærkt bekymrede over udviklingen i Hongkong og konsekvensene af den nye lov. Vi står solidarisk med alle som arbejder for det frie ord i Hongkong.

Foruden Storbritannien har EU og en række andre land, som USA, Canada og Australien, taget klart afstand fra Kinas forsøg på at undergrave Hongkongs selvstyre.

Norsk, Svensk og Dansk PEN opfordrer regeringerne i de respektive lande til i fællesskab at fordømme den nye lovgivning, som har til formål at undergrave Hongkongs selvstyre og indskrænke befolkningens ytringsfrihed.

Kjersti Løken Stavrum, leder af Norsk PEN

Per Øhrgaard, leder af Dansk PEN

Jesper Bengtsson, leder af Svensk PEN

 

Free Raif Badawi

Den 17. juni er det otte år siden den saudiarabiske blogger Raif Badawi blev fængslet. Han blev siden dømt til ti års fængsel, 1000 piskeslag, en millionbøde og udrejseforbud fra Saudi Arabien, når han engang kommer fri. Hans kone Ensaf Haider og parrets tre børn lever i dag i eksil i Canada. Familien har ikke været samlet siden Raif Badawi blev arresteret.

I årene 2015 til 2017 demonstrerede Dansk PEN hver torsdag foran den Saudi Arabiske ambassade i København sammen med Amnesty International. Siden har vi hver uge sendt et postkort til ambassaden med påskriften: Enough is Enough! Free Raif Badawi.

Derudover markerer vi hvert år den 13. januar, der er Raif Badawis fødselsdag og årsdagen for de første 50 piskeslag, og den 17. juni, årsdagen for hans fængsling,  ved at sende et brev til Kong Salman med en opfordring til at give Raif Badawi amnesti. I dag er ingen undtagelse.

Letter to His Majesty King Salman – 17. June 2020

Egyptisk filmfotograf Shady Hababas er død i fængslet

Den 2. maj døde den 24-årige egyptiske fotograf og filminstruktør Shady Habash i Tora-fængslet i Kairo. Officielt er dødsårsagen angivet som “helbredsmæssige årsager”.

Shady Habash blev arresteret i marts 2018 og anklaget for at være en del af en terrorgruppe, for at sprede falske informationer, for at misbruge internettet, for blasfemi og for foragt for religionen og for at fornærme militæret.

Han blev aldrig dømt.

Baggrund: Shadys ven, musikeren Ramy Essam der i 2011 blev kendt som “stemmen fra Tahrirpladsen”, udgav i marts 2018 en musikvideo med nummeret “Balaha”, der kritiserer Egyptens præsident Al-Sisi. Teksten til sangen er skrevet af en anden af Ramy Essams venner, digteren Galal El-Behairy.  Ramy Essam har været tvunget i eksil siden 2014. Han har tidligere været fribykunstner i Sverige og bor nu i Finland.  Kort efter at musikvideoen til “Balaha” blev lagt ud på YouTube blev både Shady Habash og Galal El-Behairy arresteret i Kairo. Galal El-Bahairy blev senere frikendt, men straks efter anklaget og dømt til tre års fængsel for en digtsamling, der ikke var udkommet. Shady Habash, der alene stod for videoproduktionen og intet har haft med indholdet af sangen at gøre, forblev i fængslet og fik hver 45. dag per automatisk fornyet varetægtfængselingen.

Shadys sidste brev

Fængslet dræber ikke, ensomhed gør. Jeg har brug for din støtte for ikke at dø.

I de sidste to år har jeg forsøgt ved egen kraft at stå imod alt hvad der sker mig, så jeg kan komme ud af fængslet som den samme person, som du altid har kendt, men jeg kan ikke blive ved.

At gøre modstand i fængslet betyder at gøre modstand mod dig selv – at beskytte dig selv og din menneskehed mod virkningen af ​​det, du ser og lever i hver dag. Det betyder at forhindre dig selv i at miste forstanden eller i at langsomt dø, efter at være blevet smidt ind i et rum for to år siden og siden glemt, uden at vide, hvornår eller hvordan du kommer ud.

Så jeg er stadig i fængsel. Hver 45. dag skal jeg forbi en dommer, der giver mig yderligere 45 dages fængsel, uden så meget som at se på mig eller på papirerne i sagen, i hvilken alle andre blev løsladt for 6 måneder siden. Under alle omstændigheder er det næste retsmøde, hvor min sag skal for, tirsdag den 19. november.

Jeg har brug for din støtte, og jeg har brug for dig til at minde dem om, at jeg stadig sidder i fængsel, at de har glemt mig – og at jeg dør langsomt, fordi jeg ved at jeg står alene med alt dette. Jeg er klar over at mange af mine venner, der elsker mig, er bange for at skrive om mig og tænker, at jeg nok alligevel vil blive løsladt uden deres hjælp.

Jeg har brug for dig, og jeg har brug for din støtte mere end nogensinde.

Shady Habash, Tora-fængslet, Kairo. 26. oktober 2019

De tyrkiske fængsler er en ren smittecentral: Løslad de politiske fanger

De tyrkiske myndigheder påtænker at løslade en række fanger fra fængslerne; gravide, ældre og syge samt en række kriminelle fanger.

Det er naturligvis fornuftigt, da fængslernes sanitære forhold er elendige, cellerne er overbelagte og adgangen til medicin og lægehjælp er stærkt begrænset. Risikoen for smitte med coronavirus er alarmerende høj.

Desværre er journalister, forfattere og menneskerettighedsforkæmpere, der er sigtet efter den tyrkiske terrorlovgivning, ikke omfattet.

I en fælles erklæring til de tyrkiske myndigheder skriver Dansk PEN, sammen med 26 andre internationale ytringsfriheds- og menneskerettighedsorganisationer:

“We, the undersigned, call on the government and Parliament to respect the principle of non-discrimination in the measures taken to lessen the grave health risk in prisons. The effect of the draft law is to exclude certain prisoners from release on the basis of their political views. Thousands of people are behind bars for simply exercising their rights to freedom of expression and peaceful assembly. Now they are also faced with an unprecedented risk to their health. According to its commitments under international human rights law, Turkey is under a clear obligation to take necessary measures to ensure the right to health of all prisoners without discrimination.

We invite Turkish authorities to use this opportunity to immediately release unjustly imprisoned people, and give urgent consideration to the release of those who have not been convicted of any offence and those who are at particular risk in prison from a rapidly spreading disease in overcrowded and unsanitary conditions where their health cannot be guaranteed.”

Læs hele opråbet her:

Turkey_Urgently release imprisoned journalists and writers now at risk

Fængselsdigte af Mahvash Sabet

Jeg var engang et værdiløst frø, den lille kerne af en drøm
som forsynet selv havde plantet nær din kærligheds strøm.

Jeg sad en stund ved dit brusende vand, hvilede dybt i din jord,
drak de krystalklare vande og søgte at tyde sjælens ord.

Da en årstid var gået med venten, mit væsens skal brudt ned,
og de åbne sår på min krop, dækket af din balsam, sved…

Disse ord lyder som et kærlighedsdigt og de er et kærlighedsdigt. Ser man nærmere efter, kan man også se at de tilhører en mellemøstlig tradition, der er noget arabisk eller noget persisk over dem. Alligevel går man glip af det vigtigste – det, der ligger underforstået i digtet, der indleder Mahvash Sabet store digtbog. De taler om noget, der ikke kan nås, om en drøm, om en frihed. De er skrevet i fængslet.

Mahvash Sabets Fængselsdigte er skrevet mens hun var i fangenskab i sit hjemland Iran, anklaget og dømt for at have stiftet ”en illegal organisation med det formål at undergrave statens sikkerhed”. Sandheden er, at hun og seks andre medlemmer af Baha’i-religionens administration, blev anholdt og fængslet uden reel grund. Efter en rettergang fik hun 20 års fængsel, men blev løsladt i september 2017 efter 10 år og i øvrigt tildelt flere litterære priser, kort efter løsladelsen. Digtene havde været smuglet ud og offentliggjort siden 2013.

Digtene skildrer livet i fængslet i al sin barskhed, men med stor poetisk kraft. Det er en højaktuel bog i en tid, da der så mange steder er fornyet fokus på mindretals og afvigeres kår og overgreb mod menneskerettigheder, som havde været en selvfølgelig i årtier. Bogen er blevet til i samarbejde med Njord Biennale og Dansk PEN, hvor Mahvash Sabet har været æresmedlem siden 2014.

Udgivet af Det Poetiske Bureaus forlag i januar 2020.

Bogen koster 150 kr. og kan købes her: http://detpoetiskebureau.dk/produkt/mahvash-sabet-faengselsdigte/

Frigiv Gui Minhai og respekter hans ytringsfrihed

Pressemeddelelse

Åbent brev til Xi Jinping – Frigiv Gui Minhai og respekter hans ytringsfrihed

For en uge siden blev den svensk-kinesiske forlægger og forfatter Gui Minhai idømt ti års fængsel ved en domstol i Kina, efterfulgt af fem års tab af alle politiske rettigheder. Han anklages for at have videregivet oplysninger til udenlandske agenter.

Dommen kommer i kølvandet på svensk PENs tildeling af Tucholskyprisen til Gui Minhai i november 2019. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Stockholm til Gui Minhais datter Angela Gui af den svenske kulturminister Amanda Lind.

Forud for prisoverrækkelsen havde den kinesiske ambassade i Stockholm klaget til den svenske regering over deres støtte til Svensk PENs pristildeling, og efterfølgende har de på internettet og ved telefonopkald chikaneret en lang række svenske journalister, politikere og andre, der offentligt har udtrykt støtte til Gui Minhais sag.

I forbindelse med domsafsigelsen har de kinesiske myndigheder hævdet at Gui Minhai har erklæret sig skyldig og ikke ønsker at appellere dommen. De hævder samtidig at han skulle have frasagt sig sit svenske statsborgerskab og ikke vil have hjælp fra den svenske regering.

Sammen med Danske Skønlitterære Forfattere, Boghandlerforeningen, Danske Forlag og Dansk Journalistforbund har Dansk PEN og Dansk Forfatterforening i dag sendt et åbent brev til den kinesiske præsident Xi Jinping hvori de bl.a. opfordrer de kinesiske myndigheder til straks og ubetinget at frigive Gui Minhai og at hans ret til frit at ytre sig respekteres.

Læs brevet her: Åbent brev til Xi Jinping – Gui Minhai

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, telefon 50128724/ mortenvisby@hotmail.com

Eller

Mille Rode, generalsekretær i Dansk PEN, telefon 40454419 / pen@pen.dk