Ikke flere svømmeture i plastichave

Vi er blevet vant til at møde verden gennem vores forbrug. Vi tager ud for at shoppe billigt produceret tøj og dimser, mødes med en ven på en café, om aftenen går vi ud og spiser, vi tager i teatret, til koncert, i biografen. Når vi har ferie, rejser vi til andre lande, hvor vi også forbruger. Storbyerne har baseret deres økonomi på turisme. Uden turisme ingen storby – sådan er det blevet i tiltagende grad. Uden turisme ingenting overhovedet, for hele lande baserer deres økonomi på turisme. Da jeg i 2017 holdt sommerferie på en græsk ø sammen med min familie, mødte vi anden dansk familie på stranden. En aften hørte jeg moren i familien spørge sine store børn, hvor de så havde lyst til at rejse hen på efterårsferie. Der var stort set frit slag på alle hylder. Det var børnenes tur til at vælge. Vinterferien lå fast, for da tog de altid til Østrig for at stå på ski. De store børn begyndte at brainstorme. De kunne forlænge ferien og tage til Thailand, men nej, der havde de været så mange gange, de kunne tage til Miami, det skulle i hvert fald være et varmt sted, det kunne også være tættere på, hvad med Portugal, men der var nok ikke varmt nok. Mens jeg lyttede til familiens samtale, en familie som jeg i øvrigt fandt sympatisk med gode værdier og søde, empatiske børn, tænkte jeg: Der er noget rivravruskende galt i vores samfund, hvis denne samtale kan finde sted, hvis denne livsstil finder sted og det gør den – ikke bare i Danmark, men overalt i Europa, i Kina, i Japan, i USA, i Australien, etc.! Ja, jeg sad jo selv på den strand i Grækenland.

I 2018 var vi Kroatien. Det lysegrønne vand i Adriaterhavet var fyldt med plastic. Strandene var tæt pakket. I 2019 besøgte vi de fem landsbyer, ’Cinque Terre’ i Italien. Vi vandrede fra by til by, gik i lange kolonner, stod oven på hinanden på de små landsbytorve, droppede at gå i vandet, fordi folk lå tæt i vandkanten. Det var et slags mareridtsscenarie. Vi forlod området efter en halv dag, så på hinanden med opspilede øjne, forhøjet puls og vi sagde: ”Aldrig mere.” Den yngste sagde: ”Det er dejligt med varmen, men jeg vil hellere bare være i huset i den svenske skov.” Hun fik sit ønske opfyldt: Hele sommeren 2020 blev tilbragt i den svenske skov, i rusk og regn, med enkelte solskinstimer, men aldrig i sommertøj.

Havde vi rejst til et varmere sted i 2020, hvis ikke vi var blevet påbudt at blive hjemme? Jeg ved det ikke. Vores samfunds opskruede forbrug har jo betydet, at selv sådan en fattig kunstner som mig, kan finde råd til at tage på relativt eksotiske ferier, måske ikke til Thailand og Miami, men inden for Europas grænser kan det lade sig gøre at finde billige løsninger. Og hvor er det tillokkende med de billige løsninger efter en lang grå vinter og med udsigten til en halvvåd, lunken sommer hjemme i norden. Hvor er det tillokkende, selvom jeg med åbne øjne har været med til at udpine jordens ressourcer. Sommer efter sommer har jeg tænkt det samme: ”Det her kan ikke blive ved.” Og med en skamfuld fornemmelse i maven, har jeg også tænkt, at mine børn på et tidspunkt vil komme til at bebrejde mig for disse ferier, fordi konsekvensen af dem bliver, at de ikke selv kan rejse særlig langt, når de bliver voksne – til den tid er jordens kapacitet simpelthen ved at være opbrugt. Til den tid vil somrene i norden blive endnu mere grå og regnfulde. Det vil regne fra morgen til aften, men der vil ingen escape være, ingen steder at tage hen.

Særligt i sommeren 2019 stod det fuldkommen klart, hvilken voldtægt vi udsætter vores jord for. Jeg følte, at jeg var en del af et overgreb, da jeg befandt mig på de roskildefestivallignende små landsbytorve i Italien, hvor affaldet flød og iskøerne var uendelige. Jeg ville vise mine børn et smukt sted. I stedet kom de ufrivilligt til at deltage i en voldshandling.

I 2020 blev vores rastløse, narkotiske, forbrugskroppe tvunget i ro, tvunget indenfor, nu igen herop til jul, hvor jeg sidder og skriver, lukker vi på formaning fra staten, vores døre og kan ikke foretage os meget andet end at gå en tur langs søerne (nå ja, og gå shop-amok i stormagasinerne).

Som forfatter er jeg vant til at trække mig tilbage og lukke min dør. Jeg er vant til at opstille begrænsninger for sociale aktiviteter, vant til at sige nej til tilbud, teaterture, fester, fordi jeg ved, at forlystelserne vil betyde ringere ydeevne næste dag, ringere tankekapacitet. Det kræver stilhed og ensomhed at skrive bøger. Det kræver en balletdansers, en maratonløbers disciplin. Det kræver sparsommelighed og mådehold. Og så kræver det, at man tør stille sig lidt udenfor det hele, udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. For at kunne se ind og beskrive det man ser, må man stå udenfor. Covid19-pandemien har tvunget os alle ind i forfatterens livsførelse, ind i isolationen, ind i mådehold og en ny fordybelse, hvor vi, ganske vist ufrivilligt, men dog, har fået en chance til at bremse op og se ind på det morads, vi har været en del af, den udplyndring der har fundet sted. Jeg er ikke den første, der siger det, at Covid19 har gjort det muligt at få et smugkig ind i fremtiden: Dette er kun begyndelsen på, hvordan det bliver, hvis ikke vi holder op med at voldtage jordens ressourcer. Hvis vi fortsætter ufortrødent på den anden side af Covid19 bliver fremtiden et liv i isolation, hvor vi må beskytte os mod værre pandemier, naturkatastrofer og de krige der vil opstå på baggrund af alle manglerne. Vi har lige nu mulighed for at tænke os om, for at sige nej til mangofrugt og svømmeture i plastichave fyldt med døde koraller. Vi har mulighed for at hele jordens gispende, udpinte krop, men det kræver, at vi indser vores hidtil voldelige adfærd, at vi i stedet for bare at skamme os og derfor fortsætte med at fortrænge, tør se den skade i øjnene, vi har forvoldt, og dernæst trække i arbejdstøjet og for alvor påtage os, at en fremtid for mennesker på jorden, kræver langt mere mådehold, ydmyghed og respekt for den natur, vi er en del af. Det kræver en helt ny livsførelse, hvor vi stopper vores strømper i stedet for at købe nye, deler køleskab med naboen, tager på vandretur i stedet for flyvetur. Det kræver STOR omstilling, men sæt nu at alle begrænsningerne ender med at gøre os glade. Tænk bare på lyden af summende insekter, at høre den lyd igen, eller at se vilde blomster blomstre i markskellene, at spise den ene bøf om måneden, der så også smager af et godt liv på marken. Et liv med tid til alverdens, fordi vi ikke har så travlt med at forbruge. Det lyder som en umulig utopi, men det er en mulig fremtid, hvis vi vil overleve som art.

 

Månedens essay er støttet af Statens Kunstfond og redigeret for Dansk PEn af Mille Rode

Velkommen til

et lille, proppet essay

om forvirring

og væren

 

Af Runa Marie Luth

Problemet er måske, at for at skrive et ESSAY, må man kunne simulere et fast standpunkt, et myndigt jeg, i det hele taget kræver det et jeg der kan bære og allerede dér begynder det at knibe, det begynder at smelte, alle de overvejelser, fordi jeg er træt og forvirret, det smuldrer, jeg mister koncentrationen, koncentrationen er mistet…

Jeg tænkte ellers lige over jeg’et, det stod rankt og klart frem, men ligesåhurtigt blev jeg en klumpet, vammel masse, erindring, eller gætværk. Ammehjerne. Tågen. Jeg tænker over at henslumre i en forvirret døs. Andre gange henslumrer jeg i hardcore selvhad, selvdestruktion, kvalme og syner, jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke tænke af ren og skær væmmelse, jeg hader og det gør ondt og ondt er godt. Jeg læser Karl Menningers overvejelser om selvskade: “Local self-destruction is a partial suicide to avert total suicide, and in this sense it represents a victory, even though sometimes a costly one, of the life instinct over the death instinct”

Så tænker jeg hm, hvilken sejr, hvilken ydmygelse. Jeg tænker på, og så googler jeg ‘Randers Casuals’ og ser et billede fuld af drenge med slørede ansigter der slås på en mark, tænker på min venindes lillebror der blev trampet og trampet på brystet til sådan en kamp, til hans lunger punkterede og jeg tænker på min venindes beskrivelse af hans ansigt da hun besøgte ham på hospitalet; euforisk, sejrrig.

Victory. Jeg læser om geniscenesættelse af traumet, Piaget skriver at gentagelsen er den måde vi erfarer på, mestrer og integrerer, Judith Herman skriver at et barn i en afhængighedsrelation til en krænker, er tvunget til at påtage sig krænkerens aggression for at undgå total eksistensudslettelse, så siger barnet “jeg er også et ondt barn” så siger barnet “jeg har fortjent det” så hader barnet sig selv og hadet er så det modsatte af døden.

Jeg læser slemme Nietzsche og han skriver i Zarathustra; “Hvad er det største, I kan opleve? Det er den store foragts time. Den stund, da selv jeres lykke bliver jer vederstyggelig og ligeså jeres fornuft og jeres dyd. Den stund, da I siger: Hvad er vel min lykke værd! Den er kun armod og smuds og usselt behag!”

Den store foragts time, bro. DEN STORE FORAGT, den store selvhads-time, timen hvor afmagten skal transformeres, og Zarathustra siger: “Jeg elsker dem, der ikke forstår at leve, og hvis liv derfor er undergang; thi det er deres overgang” og jeg vil gerne elskes og jeg forstår ikke særlig godt at leve og når man er ødelagt, eller syg eller hvad man nu vil kalde det, træt, når man er syg som i; måske ikke syg, måske bare klam, når man er klam så vil man gerne elskes, selv hvis man så skulle elskes ihjel, og man fristes til at forkaste lykken, det usle behag, man fristes til at tro på at frelsen allerede er indtruffet og bare venter på at man indtager den, så træt af den pinlige entusiasme man har spændt for sin heling og bedring, så færdig med al den lokken og truen og kælen og groomen, når ens gamle taberhjerne stadig bare ligger helt amfetaminflosset, helt snasket og slap og stønner, for hvad så?

Så ikke så meget, men så tænk på selvmordet, og bagefter kan man tænke på ANTISELVMORDET, eller del-selvmordet og man kan tænke på det hypotetiske selvmord som en bagdør, som påmindelsen om livsdriftens sejr over dødsdriften, jeg hører Tech N9ne featuring Krizz Kaliko og i omkvædet synger Krizz: “you can pray and prey for my downfall, when I rise like the sun I ain’t fucking with yall, im’a keep on keeping on, keep on holding on.” og sådan kan man fejre sin victory, ironi eller ej, det er underordnet, sejret har man, so far.

HULLER I LUFTEN

Af Gorm Rasmussen

DER VAR ENGANG en kirke oppe på Skive-egnen. Bare et af de her sædvanlige typeGudshuse som Svend Estridsøn drev bønderne til at rejse 2000 af i løbet af 100 år.

I den kirke kunne man i mange generationer iagttage, at når menigheden passerede et bestemt sted, bukkede eller nikkede mange af dem foran den hvidkalkede væg.

Bortset fra at det altid er meget pænt at opføre sig anstændigt, når man træder ind i templer, var der angiveligt ingen, der anede en bønne om hvorfor.

Og hvorfor lige det sted? Der var jo ingenting, kun det hul i luften, man efterlod.

Det var første hul!

Det fylder jeg op til sidst.

I 1969 FILMEDES afskedskoncerten med rockgruppen, “The Band”; “The Last Waltz” af Martin Scorcese er en vidunderlig oplevelse, og især én sang og melodi tatoverede sig ind på trommehinder og hukommelse, The Night They Drove Old Dixie Down”, om en fattig ung mand, Virgil Caine der melder sig under sydstatsfanerne i den amerikanske borgerkrig, for det gjorde hans far og hans bror, der begge faldt. På den forkerte side, altså. Det er således en nederlags- og sørgesang, men i triumferende dur, find den selv.

Jeg vil vædde mit tredje øje på, at den aldrig var lukket indenfor på Youtube, hvis den var begået i dag …

Det var andet hul!

Det vender jeg også tilbage til, lige om lidt.

HVAD FARVE havde Jomfru Maria?  Det kom jeg i snak med Carl-Otto om  her på Møn for nylig. I hans have står en ganske nagen kvinde, sort som en kakkelovn, og yndissima, skåret af en gæv lokal figurmager og yderligere pyntet af havens ejer med to møbeldigler for at tydeliggøre vigtigheden af brystvorter hos jomfruer.

En dag jeg kom forbi var indskriften Jomfru Maria forsvundet. Jeg frygtede straks det værste. (Racister eller anti-apropierings-fantaster? Ateister? KKK-tilhængere. Katolikker eller mexicanerhattehadere? Og så på den pæne ø Møn!) Hvad er der dog sket, spurgte jeg Carl Otto, der er noget der mangler, er nogen blevet sure over en sort madonna på din plæne? Madonna kan sgu også være sort! svarede han bistert.

Han havde bare sommermalet hende, og af hensyn til PEN fik jeg ham så overtalt til at male navnet op igen.

Det var tredje hul.

Og det er ligesom fyldt op af sig selv.

 2. hul, The Last Waltz revisited:

Aftenen var én stor parade med nogle af tidens allerbedste sangere og musikere. Dylan, Baez, Young, Mitchel osv. På et tidspunkt bliver Muddy Waters budt velkommen af bandets leder Robbie Robertson, og der står de, ophavsmanden til sydstatssangen, The Night Old Dixie Died,  og blueskongen selv, efterkommer af de slaver, krigen handlede om … Fin fin situation, med imponerende ligevægt. Kongeligt. Der er et stort hul i luften mellem dem. Helt tomt, så der er plads til at vi fylder ud.

Den koncert ville ikke kunne være holdt i dag. Det var i 1969, en langt mere polariseret og konfliktramt tid end vores, men også modigere og langt mere tolerant.

Tiden, altså vores, er fej, usselig, debatten er halt.

Nu f.eks. de huller. General Lee i Virginia skulle aldrig være revet ned, i stedet skulle man have rejst en statue af en slave, der sønderiver sin lænke, ved siden af!

Og gudskelov faldt statuen af Hans Egede ikke i Nuuk. At han skal forblive stående vil jeg gerne udtrykke et godthåb om. (Han nedskrev trods alt grønlændernes sprog og brugte/reddede det! Ganske imponerende for en kolonisator.) I stedet skal der rejses en statue af den grønlandske sagaskriver og tegner Aron fra Kangeq. Han er en af grundlæggerne af Grønlands litteratur og billedkunst med sine beretninger og tegninger af sejren over nordboerne.

Og hvorfor det? Fordi de huller der ellers opstår, når historie rives ned eller fortrænges, kan ende som frygtelige deponier for gråd, gnidsel, nid, nag, løgn, hævnlyst, bagtalelse, paranoia, politisk affald … Internettet er fuldt af sådan noget, og medierne, den pressede presse aner ikke hvordan den skal forholde sig, ter sig som en der har fået lopper og lus og klapper sig over hele kroppen, uden at ramme.

Men glemt bliver det ikke helt, det vi ikke længere kan huske.

Som en arkæolog engang sagde til mig: Den kollektive hukommelse er meget stærkere end den individuelle.

1. hul, sidste hul. Skive-egnen genbesøgt.

For ikke så mange menneskealdre siden opklaredes mysteriet med de nikkende kirkegængere. Man havde fundet kalkmalerier under det det hvide kalklag, og lige her, hvor menigheden kniksede (hukommelse sidder i kroppen), var et maleri, af selveste Jomfru Maria, hvid og bleg som en anden skibonit.

Sikke et held. Tænk nu, hvis det havde været fandens oldemor!

 

 

Månedens Essay er støttet af: