okt 062019
 

Kulturnat i København

Digterkroen åbner som litterær smugkro

 

Forbudt litteratur og censurerede forfattere, det er temaet for Dansk PENs litterære smugkro under Kulturnatten fredag den 11. oktober i København. Hør bl.a. Jens Blendstrup, Tore Leifer, Vigga Bro, Niels Barfoed, Klaus Rothstein m.fl. præsentere forfattere og læse uddrag af romaner, der har været udsat for forbud og censur.

Digterkroen, Admiral Gjeddes Gård

St. Kannikestræde 10, København

Kl. 20.30 til 23.30 - fri entré

okt 012019
 

Drømmen om et bibliotek i det fri

Af C. Y. Frostholm

Foto Simon Bodh Nielsen

Første gang jeg læste om et bibliotek under et træ i Lissabon, virkede det lidt uvirkeligt. Det stod nævnt hos digteren Fernando Pessoa i hans rejsefører til byen fra 1925 og kunne jo sagtens bare være fri fantasi. Så da jeg fandt frem til de sort-hvide fotografier af byens friluftsbiblioteker og deres lånere, blev jeg mærkelig rørt. Bibliotekerne, træet og Pessoas store forgrenede forfatterskab satte gang i en længere associationsrække, der endte med at blive til bogen Træmuseet.

Som så ofte, når man ser nærmere efter, forandrer billedet sig: Tolv forskellige parker og pladser anvendt som læsesale. Byens borgere forsamlet om bøger i skyggen af eksotiske træer. Litteratur og natur i skøn forening. Det er næsten for godt til at være sandt. Der var allerede noget lidt reklameagtigt over afbildningerne, noget lidt for artigt over de fordybede læsere.

I virkeligheden eksisterede bibliotekerne kun i ganske få år i den udgave, Pessoa har kendt til, før det unge portugisiske demokrati og dets videns- og trækult brat igen blev afblæst. De små udendørs læsesale genopstod ganske vist og udbredtes op gennem århundredet, men rådede over et ret begrænset antal titler, mestendels opbyggelig litteratur, som naturligvis ikke måtte figurere på de voksende censurlister. På billederne fra tiden efter Salazars magtovertagelse er der desuden kun mænd i parklæsesalene. Kvinder var mere eller mindre bandlyst fra det offentlige rum og også fra landets få indendørsbiblioteker, hvortil adgangen var stærkt begrænset.

Litteratur er farlig, og langt de fleste portugisere blev bevidst holdt i uvidenhed. Så sent som i revolutionsåret 1974 var en fjerdedel stadig analfabeter. Fernando Pessoa, som helt kort blev hyldet af styret, endte med at blive afskåret fra avisspalterne. Han og hans heteronymer måtte nøjes med at skrive smædedigte til den famøse skibskiste, blandt andet det sarkastiske digt ‘Frihed’, som advarer mod alle læsningens faldgruber.

“Hvilken skade ville det også gøre for verden, hvis der blev skrevet mindre, hvis det skrevne var bedre, og især hvis det blev læst bedre?” som Salazar havde udtrykt det. Men der var også en gryende modbevægelse. For næsen af Pessoa fik forfatterkollegaen Branquinho da Fonseca jobbet som bibliotekar i kystbyen Cascais, og her tog han initiativ til den første portugisiske bibliotek på hjul i form af en trailer, der opsøgte lånerne i landdistrikterne. Den store kulturmæcen Gulbenkian hyrede ham senere til at opbygge en hel bogbus-armada, hvilket må have krævet mere end almindelig snilde i forhold til regimet. De første busser blev angrebet af vrede – eller bange – borgere, som brændte bøgerne.

Staten havde i øvrigt sine egne blankpolerede, mobile og næsten tomme propagandabiblioteker. Var parkbibliotekerne også en slags propaganda? Eller lige omvendt et udtryk for en folkelig drøm?

António Bottos homoerotiske digte kunne man med garanti ikke låne i datidens bogbusser. Det var Pessoa, der udgav og oversatte dem til engelsk (og forsvarede dem i aviserne, via sit heteronym Álvaro de Campos), men oplaget blev hurtigt beslaglagt, og Botto endte i Brasilien, gift med en kvinde.

Pessoas egen seksualitet lod han et kor af ånder om at diskutere på skrift ved en række enmandsseancer. For, som et andet af hans heteronymer, Bernardo Soares siger det: “Det er når de åbner deres mund, at fisk, og Oscar Wilde, kommer skæbnesvangert på krogen.”

Der er censur, og så er der selvcensur, og grænsen mellem dem kan være udflydende, men et vigtigt første skridt kan være at formulere tingene på papir. Måske en dag også tanken om en ikke-heteroseksuel nationaldigter bliver mulig at tænke.

 

 

sep 112019
 

03 September 2019

Re: To Human Rights Council Member and Observer States of the United Nations Human Rights Council, to raise the ongoing crisis for freedom of expression in Turkey

Excellencies,

Ahead of the 42nd regular session of the UN Human Rights Council (HRC), we, the undersigned human rights and journalists’ organisations, call on your delegation to speak out and address the Turkish government’s repressive campaign against freedom of expression. The Council must not continue to ignore such a blatant violation of Turkey’s international human rights law obligations and commitments.

The situation for freedom of expression in Turkey is now critical, as outlined in a joint submission on freedom of expression to the UPR of Turkey by civil society(1).  The right to hold and express dissenting opinions and to access information has been systematically undermined by the Turkish government in an intensive crackdown on journalists and independent media, academics, civil society, oppositional voices and the judiciary. Since 2016, the human rights situation in Turkey has steeply declined, facilitated by the misuse of sweeping emergency powers and the concentration of executive power. At the time of writing, at least 138 journalists and media workers are imprisoned, with hundreds more currently on trial facing lengthy sentences on manifestly unfounded terrorism charges. At least 170 media outlets have been closed down over claims they spread “terrorist propaganda”. Access to thousands of websites and platforms has been blocked after a government decree authorising removals and blockages of websites without judicial oversight.

This catalogue of human rights violations is an affront not only to the Turkish Constitution and international obligations, but also flies in the face of the standards this Council has adopted, in particular on the Safety of Journalists (HRC Res 39/6) and on the Internet and Human Rights (HRC Res 38/7).

In a follow-up report to the HRC in June 2019, the Special Rapporteur on freedom of expression informed the Council that there had been a “lack of effective efforts by the State to implement the recommendations made” following his November 2016 country visit. In several areas, he found that the government was taking action “directly contrary” to the recommendations made(2)  Ahead of Turkey’s upcoming Universal Periodic Review(3) the time to put the government on notice that it must change course, or face an intensification in international scrutiny is now.

All Member and Observer States committed to media freedom, democracy and the rule of law, must speak out during the Council’s 42nd Session(4).

Yours Sincerely,

ARTICLE 19

P24: Platform for Independent Journalism
International Press Institute
IFEX
PEN International
German PEN
Swedish PEN
Danish PEN
English PEN
Norwegian PEN
International Federation of Journalists
European Federation of Journalists
Index on Censorship
European Centre for Press and Media Freedom
Cartoonists Rights Network International
Global Editors Network
Articolo 21
Vienna South East Europe Media Organisation

 

Notes:

  1. Turkey will be considered at the 35th Session of the Working Group in January 2020, and therefore the 42nd Regular Session of the HRC is an important opportunity to demonstrate concern to Turkey over the situation for freedom of expression in the country. See: Joint submission to the Universal Periodic Review of Turkey by ARTICLE 19, P24, PEN International, English PEN, Reporters Sans Frontiers (RSF), International Press Institute (IPI), Freemuse, European Centre for Press and Media Freedom (ECPMF), IFEX and Norsk PEN, July 2019; Available at: https://www.article19.org/wp-content/uploads/2019/07/Turkey-UPR-submission_July2019.pdf
  2. See, for example: ‘Follow-up on country visits – Report of the Special Rapporteur on the promotion and protection of the right to freedom of opinion and expression’, A/HRC/41/35/Add.2; Available at: http://ap.ohchr.org/documents/dpage_e.aspx?si=A/HRC/41/35/Add.2
  3. Ibid., n.1.
  4. In addition to General Debates under Items 2 and 4, States may also speak out during the Interactive Dialogue with the Working Group on Arbitrary Detention (Item 3).

Månedens Essay

 Posted by on 2. september 2019  Nyt fra Dansk PEN
sep 022019
 

Bulgakovs kat og det kloge sprog

Af Adda DjørupForfatter Adda Djørup

Jeg har netop skrevet en bog, jeg ikke havde forestillet mig at skrive. På den måde er den ikke spor anderledes end alle andre bøger og skønlitterære tekster, jeg har skrevet.

De har allesammen overrasket mig af (mindst) tre grunde:

1.Ved at blive som de blev: Alle mulige andre tekster havde jeg forestillet mig, men ikke netop dem.

2. Ved at blive læselige uafhængigt af mig: Man kan ikke se det indre landskab udefra, når man er dybt koncentreret om at udforske det.

3. Ved at blive læselige, også for mig: Selvom jeg har skrevet disse tekster, vil jeg som læser af dem få en lidt (og nogle gange meget) anden mening frem end den, jeg som skrivende havde til hensigt at formulere. Både fordi jeg så til enhver tid læser på baggrund af en ny, samlet sum af erfaringer og fordi sproget, som jo er et fællesmenneskeligt fænomen, er klogere end individet.

Et af de mere underholdende eksempler på sidstnævnte: Jeg læste for nogle uger siden i et speciale et citat, som fik en prås til at gå op for mig. Smart sagt, tænkte jeg. Og opdagede på følgende side at jeg var den citerede. Og altså ikke at citatet burde tilskrives en klogere, yngre version af Adda Djørup, men tværtimod én, der var en god del dummere ift det kloge sprog.

Det kloge sprog er altså fuld af gaver. Det ved vist enhver, der beskæftiger sig professionelt med skrift. At skrive skønlitteratur, kræver at man åbner dem og efter bedste evne og overbevisning bruger, hvad man der finder. Tør man ikke det, fordi man er underlagt censur eller selvcensur, har man stadig en smutvej: Man kan bruge censuren eller selvcensuren som et kreativt benspænd.

I den bog, jeg netop har skrevet, var jeg i sjælden grad nødt til det. Det ellers ret banale stof (men hvad er banalt, hvis man ser grundigt efter) lå denne gang så tæt på private oplevelser af svær tvivl og ambivalens, at jeg gang på gang løb panden mod en mur af selvcensur - lige indtil jeg fik en tanke:

Forfattere, der censureres af et politisk system, er mestre i at skrive ’rundt om’ censuren. En forfatter, der censurerer sig selv, men i øvrigt har ytringsfrihed, har mulighed for at skrive direkte op imod den selvcensur; i skriften at tillade (eller nærmere tvinge) sig selv til på enhver måde at falde ud af de roller, hun som privatperson tror eller mener, hun bør påtage sig. Hun kan spejle lige hvad hun vil i hvilket som helst forvrængende spejl; satirens, groteskens, burleskens, det obskønes, etc.

Bogen, jeg denne gang ikke havde forestillet mig at skrive, blev en allegorisk roman og kom til at hedde Bulgakovs Kat. Katten Behemot fra den russiske samfundssatiriske forfatter Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, sneg sig ind i den. I rollen som førsteelsker, såmænd. Og så var den titel givet - og ligesom katten heller ikke til at slippe af med igen.

Efter at have færdiggjort manuskriptet og gennemlæst det mange gange, forfattede jeg følgende tekst, som jeg har bedt min redaktør om at sætte på bogens bagside:

Et birketræ. En forfatter, der prøver at holde op med at skrive. En ubestikkelig 5-årig pige. En tålmodig redaktør. En ingeniør, der farer vild i tiden. En ekshibitionisk kæmpekat med meget store nosser. En ærkeengel af husmoderordenen. Vold, død, sex, kunst og kærlighed. En pebergryde for det modne publikum.
*
Et sjofelt og sentimentalt forsvar for kunsten og menneskeheden.
*
Mere end kærlighed, kval og en udvalgt mængde af de trivialiteter, der forbinder det ene med det andet. Mere end hæderligt håndværk. Der er djævelsk romankunst på spil.
*
Rørende og obskønt, fint og fortvivlende. Ikke en sten, men en sort perle i skoen.

Man ved ikke om man skal grine, græde eller onanere, når man har læst Bulgakovs Kat. Man har lyst til det hele. Det første vil man ikke, det andet kan man ikke, det tredje tør man ikke.

Han siger, at den bagside er god, men for lang. Jeg ved det. Jeg ved bare ikke hvilken af mine darlings, jeg skal skille mig af med. De er alle sammen så overraskende: Hvem i alverden skriver sådan om en bog, sin egen endda, der bare handler om en kvinde, for hvem kunsten og moderskabet, det ene og det andet og kombinationen af de to, giver anledning til en række eksistentielle og etiske overvejelser?

(Jeg ved det godt: Én, der forlader sig på, at sproget altid er klogere end hende).

Bulgakovs kat udkommer januar 2020 på Rosinante.

aug 072019
 

Månedens Essay

Foto: Les Kaner

Tavsheden skal tale

Af Dy Plambeck

Min seneste roman Til min søster, der udkom i slutningen af maj i år, handler om kvinder, der på den ene eller den anden måde er blevet gjort tavse. Mens jeg skrev romanen var jeg optaget af og havde en del overvejelser om, hvordan vi udtrykker os som kvinder, som mænd, som mennesker i verden. I begyndelsen af romanen står sætningen: Tavsheden taler. Jeg må tale for min egen skyld. Det blev et slags credo eller hovedsætning for romanen forstået sådan, at det er én af de sætninger, der står mest central i romanen.
Sætningen er et direkte citat fra et brev, som den danske forfatter J.P. Jacobsen (1847-1885) modtog fra sin ungdomskæreste Anna Michelsen (1847-1924). J. P Jacobsen og Anna Michelsen voksede op sammen i Thisted, men deres veje skiltes i 1863, da han rejste til København for at gå på studenterkursus. Som en ung kvinde i borgerskabet måtte hun blive i Thisted og få privatundervisning, strikke, brodere og gå på visitter.

Jeg kom på sporet af Anna Michelsens breve til J.P. Jacobsen i efteråret 2015. Jeg fandt dem i J.P. Jacobsens efterladte papirer i Det Kongelige Biblioteks samling. Derudover fik jeg af en god bekendt at vide, at Anna Michelsen udviklede skizofreni og boede på Sct. Hans Hospital toogfyrre år af sit liv – fra hun var 35 år og til sin død som 77 årig. Jeg fandt hendes journal på Stadsarkivet og fik den renskrevet.
Jeg blev optaget af Anna Michelsen, fordi hun trods tiden og forventningerne til hende, en velopdragen ung kvinde fra borgerskabet, havde en ærlighed og en fandenivoldskhed i sig. Ligesom J.P. Jacobsen var hun optaget af litteratur, skrev digte og ville højst sandsynligt gerne være forfatter. Men hun skulle læse til lærerinde. Alligevel går hun i rette med Peter, som hun føler, bruger hendes historie og opvækst i hans debutroman Fru Marie Grubbe. Hun skriver til ham: Du har givet dig af med at skildre mit liv, men jeg vil nu rette fejlene.
Min roman Til min søster handler blandt andet om, hvem der har en stemme, hvem der får lov til at fortælle historierne - og hvad der sker med mennesker, der bliver gjort tavse. I Anna Michelsens tilfælde bliver hun sindssyg. På Sct. Hans Hospital blotter hun sig, stikker af og skriger hæmningsløst. Hun slipper stemmen og sin seksualitet løs, som tidligere har været undertrykt i hende. Hun er en ugift kvinde, som ikke har haft mulighed for at udleve sin seksualitet. Eller til at bruge sin stemme i verden.

I det offentlige rum i Danmark er det stadig overvejende mænd, der udtaler sig. Det er overvejende mænd, der udtaler sig i fjernsyns- og radioprogrammer, det er overvejende mænd, der skriver debatindlæg, og det er overvejende mænd, der bliver brugt som kilder. På trods af at der er sket en stor udvikling, siden Anna Michelsen levede i slutningen af 1800-tallet (kvinder har f.eks. fået adgang til uddannelse og har fået stemmeret), så er der stadig en skævridning i, hvem der lettest har adgang til at bruge sin stemme i det offentlige rum. Og hvilke konsekvenser det har at gøre det.
Kvindelige debattører modtager i lang højere grad end mænd hadske kommentarer og trusler og bliver chikaneret grundet deres køn, hvis de deltager i den offentlige debat. Det kan være bemærkninger som: ”du trænger til noget pik,” ”har du det røde, siden du er så sur” etc. Nogle kvinder orker ikke at blande sig i debatten alene på grund af den chikane, som de i mindre eller højere grad bliver udsat for. Det bliver for omkostningsfuldt at blande sig og dermed gør chikanen indirekte kvinder tavse.
Det er ikke kun mellem kønnene, at skævvridningen eksisterer. Også personer med anden etnisk oprindelse end dansk eller transkønnede personer – i det hele taget alle minoritetsgrupper – oplever i højere grad ikke at blive hørt i det offentlige rum end de samfundsgrupper, der i højere grad lever op ”til normen”. Der er stadig befolkningsgrupper i det danske samfund, som på trods af ytringsfriheden, bliver lukket ude fra den offentlige samtale eller som har en svag stemme i samtalen.

Det er vigtigt, at vi bliver ved med at italesætte og diskutere, hvem der har en stemme i det offentlige rum, og hvem der ikke har. Der er ytringsfrihed i Danmark, så alle har potentielt en stemme. Men vi ved også godt, at det ikke er så enkelt. Og at det ikke er alle, der bliver hørt, selv om de siger noget. Vi bliver nødt til at blive ved med at udvide det offentlige rum sådan, at vi får mange forskellige stemmer ind i det. Så sproget og blikket bliver ved med at vokse. Så samtalen ikke tørrer ind og forsvinder.
Hvad vi kan og skal tale om, bliver vi også nødt til konstant at udvide. Det kom bag på mig i forbindelse med udgivelsen af Til min søster, at det tilsyneladende stadig er sensationelt i 2019, at en kvinde skriver om sex og vold, og om kvinder, der onanerer og har sex med kvinder (og mænd), om kvindekroppe, der går i stykker under en fødsel, om skedeprutter, bristet mellemkød og brystbetændelse.

At have en stemme er en grundsten i demokratiet – ligesom samtalen er. Som teologen Hal Koch, der blev kendt for sit hovedværk "Hvad er demokrati" (1945), skrev i artiklen ”Ordet eller Sværdet” (1945): ”Det er Samtalen (Dialogen) og den gensidige Forstaaelse og Respekt som er Demokratiets Væsen. Hvis dette glipper, vil man uvægerlig falde tilbage til Magtkampen (…) Ordet eller Sværdet! Ved Sværdet afgør man, hvem der er den stærkeste. Ved Ordet finder man ud af, hvad der er det rigtige.”
Hvis alle borgere i et demokrati ikke har en stemme og mulighed for at bruge den, er det en trussel mod demokratiet. Vi må ikke holde op med at tro på vores stemmers mulighed for at forandre verden. Hvis folk bliver gjort tavse. Hvis deres stemmer ikke bliver hørt. Hvad griber de så til? Det siger Hal Koch ganske klart i sin artikel: Sværdet. Kampene. Krigen.
Vi kan være rygende uenige. Det er helt fint, så længe vi har mulighed for at bruge vores stemme og befinder os i dialogen. I et demokrati er der plads til mange stemmer i modsætning til et autoritært styre, hvor kun én stemme dominerer, men for at de forskellige stemmer kan være der, forudsætter det, at vi forpligter os på og holder liv i den demokratiske samtale.

jun 282019
 

Månedens Essay

IKKE LEVE SOM GRÆNSEVAGT

Af Pia Tafdrup

Vi kan i Danmark uden censur udtrykke vores mening i skrift og tale. De seneste år er der dog opstået et behov for en skærpet bevidsthed omkring
falske nyheder, der saboterer samtalen og truer demokratiet.
Samfundet har mulighed for at overvåge os alle. Vi lever med bevidstheden om, at telefonsamtaler og alverdens digitale fodspor arkiveres og kan hentes frem. Hvad det gør ved os, ved vi ikke med sikkerhed endnu, men vi har vist alle mødt personer, der er blevet mere varsomme, fordi situationen er uoverskuelig. Eller holder vi os selv tilbage?
Vi har muligheden for at ytre os i mange sammenhænge, men vælger
grotesk nok undertiden ikke at benytte os af den for ikke at afsløre, hvem vi er. Dét er problematisk, for det betyder, at aggressioner optrappes. Vreden blusser ukontrolleret op, når problemer ikke formuleres og kritik udelades.
Jeg undersøger disse år vores fem sanser og har foreløbig udgivet Smagen af stål, Lugten af sne og senest Synet af lys. Jeg tager udgangspunkt i min egen tid, derfor har spørgsmål som overvågning og selvcensur naturligt fundet vej ind i digtene som her i "Kyklopens øje" fra Synet af lys, der både tematiserer rigdommen ved synet, men også nogle af bagsiderne:

KYKLOPENS ØJE

Staten er stat, og jeg er mig,
men så enkelt er det ikke for staten,
den ønsker gennemsigtighed.

Jeg tilhører et af de mest registrerede folkefærd,
hver dag høstes digitale aftryk,
jeg følges nøje, dog ikke
for den kærlige omsorgs skyld.

Dét, der kunne have været
sikker grund under fødderne,
føles ikke trygt,
skønt staten har til hensigt at beskytte
mod vold og terror,
hvad jeg desværre godt kan have brug for,
men hvordan sker det, uden at mit liv stjæles?

Jeg ejes af staten, af myndighederne,
af politi og beredskab, jeg styres
af mit eget land, der igen er styret
af direktiver fra andre lande,
min identitet kan afdækkes, mit liv
kortlægges og kontrolleres,
dog har jeg nu og da grebet mig selv i
at overtage vogterens blik
og censureret mig selv.

Men min sjæl dirrer endnu af liv,
jeg vil følge solen, forsøge som barnet
at være mig selv,
indimellem gå under radaren, undvige
kyklopens øje,
jeg vil bevæge mig privat og frit,
være uset, når jeg vil være uset,
ikke leve som grænsevagt for mig selv og andre.

Vi har et ansvar for, at den fælles frie samtale kan fortsætte. Vi må derfor lære at gennemskue misinformation og tage til genmæle. Helst længe før vi sætter dét demokrati over styr, vi har levet med i over 150 år, men som pludselig ikke længere tages for givet. Det faktum ryster mig så meget, at et digt som "Kyklopens øje" bliver til.
Vi lever med kulturelle, religiøse, sociale og mange andre forskelle. Vi skal alle være her. Når jeg undersøger vores sanser, er det ikke mindst, fordi vi over hele kloden har dem fælles. Det har fået ny betydning at se på, hvad der binder os sammen som mennesker på trods af forskelle.

maj 012019
 

I anledning af postyret om Rasmus Paludan og hans partifæller i Stram Kurs’ optræden med bl.a. afbrænding af Koranen udtaler Dansk PEN:

                   PEN er sat i verden med to formål: at værne om ytringsfriheden resp. kæmpe for den dér, hvor den ikke findes, og at gå op imod at befolkningsgrupper lægges for had. I store dele af verden må kampen for ytringsfriheden komme først, fordi forfattere, journalister og kritikere henrettes, fængsles, forfølges  og censureres for at tale magten midt imod. I Danmark er ytringsfriheden sikret ved lov, og i hovedsagen kun begrænset af hensynet til den offentlige orden eller når ytringer indeholder trusler og opfordringer til vold. Til gengæld breder den hadefulde tale sig mere og mere. Rasmus Paludans ytringsfrihed er ikke blevet begrænset. Han kan ytre, hvad han vil, omend ikke altid på den måde, han vil.  Denne sag handler ikke om ytringsfrihed, men om hadefuld tale.

apr 242019
 
Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN
Erol Önderoğlu, journalist og og repræsentant for Reporters Without Borders i Tyrkiet. Foto: Marianne Østergaard/Dansk PEN

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i en sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år. Erol Önderoğlu er sammen med formanden for Turkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda for ven terrorist-organisation”. Sammen med en stribe andre mediefolk har de på skift været gæsteredaktører på det pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10.00.

Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Mandag den 15. april fandt det 11. retsmøde sted i den sag mod den tyrkiske repræsentant for Reporters Without Borders, journalist Erol Erol Önderoğlu i en sag, der nu har varet mere end to et halv år.
Erol Önderoğlu er sammen med formanden forTurkey’s Human Rights Foundation, Şebnem Korur Fincancı, og journalist Ahmet Nesin anklaget for bl.a. ”propaganda foren terrorist-organisation”. Det skyldes at de sammen med en stribe andre mediefolk på skift var gæsteredaktører på pro-kurdiske dagblad Özgür Gündem.

Retssagen fandt sted i Istanbuls imposante, cirkelformede retsbygning, som er en af verdens største. Alligevel var selve retsmødet henlagt til et mindre lokale, hvor der ikke var plads til alle de fremmødte kolleger, observatører, sympatisører og aktivister fra ind- og udland. Heriblandt var vi repræsentanter for en række PEN-centre og medlem af International PEN’s bestyrelse Burhan Sönmez.

Stemningen forud for selve retsmødet var præget afen ejendommelig lethed, og gangen summede af snak og – for manges vedkommende – gensynsglæde. Erol Önderoğlu havde overskud til at udveksle nogle ord og blive fotograferet med de ca 75 fremmødte – gamle såvel som nye bekendtskaber.

Alle var spændte på, hvor mange der ville kunne komme med ind i retssalen, for myndighederne har for vane i disse retssager mod medoefolk at henlægge proceduren til lokaler, der er for små til alle tilhørere.
Det viste sig, at omkring 50 fik plads, bl.a. ved at klemme sig sammen på stolene, og uden for ventede 23. Imidlertid har det også sin egen symbolværdi, at der er så mange fremmødte, at nogle af dem må vente udenfor.

På denne dag var der kun én programpunkt: Erol Önderoğlus afsluttende forsvarstale. De to andre anklagede kunne ikke fremlægge deres forsvar, fordi en af forsvarsadvokaterne var på hospitalet.

Det hele varede under en time, og dommen var ikke kommet mærkbart nærmere. Næste retsmøde blev fastsat til den 17. juli kl. 10,00.
Efter retsmødet gik Erol Önderoğlu over på en nærliggende restaurant og gav interviews til den fremmemødte presse og talte med sine kolleger fra Reporters Without Borders og PEN-repræsentanter fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Danmark.

”Det hele handler om at kriminalisere journalistik og tvinge medier til tavshed,” sagde han. ”En enkelt dag som gæsteredaktør har kostet mange journalister og redaktører flere års usikkerhed. Mange af mine kolleger har tilbragt måneder i fængsel. Jeg er i det mindste udenfor. Men jeg er ikke fri. Retssagen sætter alting – privat såvel som professionelt – på pause på ubestemt tid. Men efter to et halvt år var det en lettelse endelig at få log til at udtrykke mig i retten. Det er vigtigt for mig, at de tager mit budskab i betragtning, selv om en retfærdig rettergang er usandsynlig. ”

De fremmødte PEN-centre skrev i fælleskab en udtalelse om retssagen. Da vi spurgte Erol Önderoğlu, om han ville læse den igennem for at sikre, at fakta var i orden, sagde han med et glimt i øjet: ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til. Jeg har jo dårlige erfaringer med at være redaktør for andre!”

Læs udtalelse fra fem PEN centre, som var observatører ved retssagen (engelsk)

Læs Erol Önderoğlus forsvarstale (engelsk)