Der findes ikke mange vejledninger for, hvad man stiller op når telefonen ringer midt om natten og man bliver truet på livet, eller hvis man bliver passet op på gaden af en, der siger han ved hvor ens familie opholder sig. Der er heller ikke mange håndbøger der giver råd om hvad man gør, hvis ens kunst bliver censureret, hvis ens bøger beslaglægges eller man bliver retsforfulgt og risikerer fængsel.
PEN America har netop udgivet en Safety Guide til kunstnere, forfattere mv., som har brug for råd og hjælp fordi de oplever trusler, forfølgelse, chikane eller censur. Det er naturligvis en udgivelse Dansk PEN hilser velkommen.
Trusler, langtrukne, opslidende retssager, fængsel og sågar mord på kunstnere, forfattere og journalister hører i stigende grad med til dagens uorden i lande som Egypten, Tyrkiet, Kina, Iran, Bangladesh, Mexico og mange andre steder. Fribynetværket ICORN kan bidrage til at bringe nogle af dem i sikkerhed for en tid, men dels er der langt fra nok fribyer i verden til at hjælpe alle, dels er det en stor og svær beslutning at forlade sit land. Langt de fleste vil helst undgå at gå i eksil, og for dem kan en Safety Guide for Artists måske være en hjælp.
Guiden er udgivet på engelsk, spansk og fransk. Vi kan da anbefale, at den også oversættes til fx arabisk, farsi, kinesisk og russisk
Den tyrkiske journalist og leder af Reporters Without Borders i Tyrkiet, Erol Önderoğlu, trækkes nu igen i retten i en sag, som ellers var afsluttet med frifindelse den 17. juli 2019.
Selve sagen handler om deltagelse i en støttekampagne i 2016 for den nu lukkede avis Özgür Gündem – en kampagne, hvor en stribe markante mediefolk for at vise solidaritet på skift trådte til som ansvarshavende redaktør for den truede avis.
Hvor sagen reelt handler om forsvar for mediepluralisme, lød anklagerne på ”propaganda for en terroristorganisation” og ”åben tilskyndelse til kriminalitet” – sigtelser, som ifølge Tyrkiets anti-terrorlov og straffelov kan give op til 14 års fængsel.
Glæden var ellers stor, da Erol Önderoğlu og de to andre anklagede, læge og menneskerettighedsaktivist Şebnem Korur Fincancı og forfatter og journalist Ahmet Nesin, i sommeren 2019 blev frikendt efter tre års retssager og 11 retsmøder – et langtrukkent forløb, som har haft til formål at udtrætte de anklagede både psykologisk og økonomisk.
Men den 3. november 2020 ændrede en appeldomstol i Istanbul frifindelsen, og første retsmøde i den genoptagne sag finder sted i dag, den 3. februar 2021.
”Skønt selve sagen handler om Erol, vil den få betydning for enhver uafhængig journalist og enhver borger i Tyrkiet. Hvis myndighederne får held med at gøre journalister som Erol tavse, nægtes borgerne deres ret til information, og demokratiet vil lide skade. Drop sigtelserne nu!” siger Anthony Bellanger, generalsekretær for IFJ (International Federation of Journalists) i en fælles udmelding fra 17 ytringsfriheds- og menneskerettighedsorganisationer, bl.a. PEN International og Reporters Without Borders.
Sara Whyatt, koordinator af PENs regionale program for Europa udtaler:” Vores kollega Erol Önderoğlu, har i mange år stået i spidsen for ytringsfrihedskampen i Tyrkiet. Det har han gjort med stor integritet, upartiskhed og objektivitet. Dét, at han nu risikerer en fængselsdom udelukkende for at forsvare frie medier, er en beklagelig knægtelse af selve de rettigheder, han har kæmpet for.”
Dansk PEN har udgivet en håndbog for alle, der interesserer sig for det frie ord og som ønsker at gøre en reel forskel for en forfatter eller kunstner, hvis ytringsfrihed er truet.
Håndbogen er udgivet med støtte fra Kulturstyrelsen og kan rekvireres ved henvendelse til Dansk PENs sekretariat, men kan også læses her:
Mange journalister blandt de anholdte under weekendens pro-demokratiske demonstrationer i Rusland
5000 blev arresteret i forbindelse med de omfattende protester over hele Rusland i weekenden, heriblandt omkring 80 journalister. Ikke tidligere i Ruslands historie er så mange blevet anholdt på en gang. Måske mærker præsident Putin rystelserne i undergrunden.
Blandt de anholdte journalister er redaktør af det uafhængige nyhedsmedie Mediazona Sergey Smirnov, Sergey Parkhomenko fra Echo i Moskva, Elena Kostyuchenko fra Novaja Gazeta, Danil Turovsky fra vDud, Anton Feinberg fra RBC, Anton Osherov fra moloko plus, Valeriya Savinova fra MBH Media, Mikhail Zelensky, Iván Kleimenov m.fl.
Elena Kostyuchenko, Novaja Gazeta
”De russiske myndigheder bør straks indstille disse overgreb og respektere pressefriheden og offentlighedens ret til ytrings- og forsamlingsfrihed. Retssagerne mod de mange anholdte journalister er tvivlsomme og ser ud til at være politisk motiverede. De bør derfor afblæses” siger Per Øhrgaard, præsident for Dansk PEN.
Anholdelsen af de mange journalister er et åbenlyst forsøg på at intimidere og lukke munden på Ruslands uafhængige medier og undgå at protesterne breder sig yderligere.
Modstanden mod undertrykkelse og krænkelser af ytringsfriheden er voksende i Rusland og regeringen forsøger tilsyneladende med alle midler at lukke munden på enhver, der opfordrer til forandring.
De russiske myndigheder har i årevis slået hårdt ned på medier og journalister, der har talt og skrevet kritisk om præsident Vladimir Putin og hans regering. I 2006 blev den internationalt anerkendte undersøgende journalist Anna Politkovskaja skudt og dræbt foran sin hoveddøre i Moskva og i 2009 blev journalist Anastasia Baburova, sammen med menneskerettighedsadvokat Stanislav Markelov, myrdet på åben gade ligeledes i Moskva. Begge arbejdede for avisen Novaja Gazeta. Yderligere to af avisens journalister er siden 2000 blevet myrdet; Igor Dominkov i 2000 og Jurij Shchekochikhin i 2003. Ifølge CPJ og russiske menneskerettighedsorganisationer har der været mere end 500 drab på journalister siden Sovjet Unionens kollaps i 1991. Størstedelen af disse mord er aldrig blevet fuldt ud opklaret.
Weekendens demonstrationer fandt sted over hele Rusland i protest mod anholdelsen af oppositionsleder Aleksej Navalnyj for ti dage siden. Navalnyj blev arresteret i lufthavnen i Moskva umiddelbart efter at være vendt tilbage fra et hospitalsophold i Tyskland, hvor han var indlagt siden august 2020 efter at være blevet forsøgt myrdet med nervegiften Novitjok.
Sammen med 117 danske og internationale organisationer har Dansk PEN i går sendt et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod. Abdul-Hadi Al-Khawaja, der er fængslet på livstid i Bahrain for sin aktive deltagelse i demonstrationerne for demokrati og menneskerettigheder i 2011, skal forhandles fri og bringes hjem til Danmark, hvor han kan blive genforenet med sin familie og modtage den lægelige behandling, han har så stærkt brug for.
Al-Khawajas helbred er svækket af omfattende tortur og flere sultestrejker, han har gennemført i protest mod de umenneskelige forhold i fængslet.
“Skiftende danske regeringer har i de sidste ti år fejlet i forsøget på at få Abdul-Hadi Al-Khawaja fri og til Danmark. Vi har en forpligtelse til at hjælpe, ikke alene fordi han er dansk statsborger, men fordi kampen for ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder skal tages alvorligt. Vi skal hjælpe dem, der sætter livet på spil for disse værdier,” siger Mille Rode, generalsekretær i Dansk PEN.
Den tyrkiske journalist Can Dündar blev kort før jul idømt 27 år og seks måneders fængsel ved en domstol i Istanbul. Dündar var i 2015 chefredaktør for den uafhængige avis Cumhuriyet, og sammen med kollegaen Erdem Gül afslørede han at den tyrkiske efterretningstjeneste MIT leverede våben til de syriske oprørere.
Han blev fængslet og anklaget for spionage og støtte til en terrorbevægelse, men blev midlertidigt løsladt og rejste herefter til Tyskland, hvor han har opholdt sig siden. I december 2019 modtog han PL-fondens frihedspris i København. Dansk PEN har fulgt sagen mod Can Dündar siden 2015 og flere gange protesteret mod anklagerne.
Læs her PENs seneste protest over dommen, sendt til den tyrkiske justitsminister Bekir Bozdag:
Vi er blevet vant til at møde verden gennem vores forbrug. Vi tager ud for at shoppe billigt produceret tøj og dimser, mødes med en ven på en café, om aftenen går vi ud og spiser, vi tager i teatret, til koncert, i biografen. Når vi har ferie, rejser vi til andre lande, hvor vi også forbruger. Storbyerne har baseret deres økonomi på turisme. Uden turisme ingen storby – sådan er det blevet i tiltagende grad. Uden turisme ingenting overhovedet, for hele lande baserer deres økonomi på turisme. Da jeg i 2017 holdt sommerferie på en græsk ø sammen med min familie, mødte vi anden dansk familie på stranden. En aften hørte jeg moren i familien spørge sine store børn, hvor de så havde lyst til at rejse hen på efterårsferie. Der var stort set frit slag på alle hylder. Det var børnenes tur til at vælge. Vinterferien lå fast, for da tog de altid til Østrig for at stå på ski. De store børn begyndte at brainstorme. De kunne forlænge ferien og tage til Thailand, men nej, der havde de været så mange gange, de kunne tage til Miami, det skulle i hvert fald være et varmt sted, det kunne også være tættere på, hvad med Portugal, men der var nok ikke varmt nok. Mens jeg lyttede til familiens samtale, en familie som jeg i øvrigt fandt sympatisk med gode værdier og søde, empatiske børn, tænkte jeg: Der er noget rivravruskende galt i vores samfund, hvis denne samtale kan finde sted, hvis denne livsstil finder sted og det gør den – ikke bare i Danmark, men overalt i Europa, i Kina, i Japan, i USA, i Australien, etc.! Ja, jeg sad jo selv på den strand i Grækenland.
I 2018 var vi Kroatien. Det lysegrønne vand i Adriaterhavet var fyldt med plastic. Strandene var tæt pakket. I 2019 besøgte vi de fem landsbyer, ’Cinque Terre’ i Italien. Vi vandrede fra by til by, gik i lange kolonner, stod oven på hinanden på de små landsbytorve, droppede at gå i vandet, fordi folk lå tæt i vandkanten. Det var et slags mareridtsscenarie. Vi forlod området efter en halv dag, så på hinanden med opspilede øjne, forhøjet puls og vi sagde: ”Aldrig mere.” Den yngste sagde: ”Det er dejligt med varmen, men jeg vil hellere bare være i huset i den svenske skov.” Hun fik sit ønske opfyldt: Hele sommeren 2020 blev tilbragt i den svenske skov, i rusk og regn, med enkelte solskinstimer, men aldrig i sommertøj.
Havde vi rejst til et varmere sted i 2020, hvis ikke vi var blevet påbudt at blive hjemme? Jeg ved det ikke. Vores samfunds opskruede forbrug har jo betydet, at selv sådan en fattig kunstner som mig, kan finde råd til at tage på relativt eksotiske ferier, måske ikke til Thailand og Miami, men inden for Europas grænser kan det lade sig gøre at finde billige løsninger. Og hvor er det tillokkende med de billige løsninger efter en lang grå vinter og med udsigten til en halvvåd, lunken sommer hjemme i norden. Hvor er det tillokkende, selvom jeg med åbne øjne har været med til at udpine jordens ressourcer. Sommer efter sommer har jeg tænkt det samme: ”Det her kan ikke blive ved.” Og med en skamfuld fornemmelse i maven, har jeg også tænkt, at mine børn på et tidspunkt vil komme til at bebrejde mig for disse ferier, fordi konsekvensen af dem bliver, at de ikke selv kan rejse særlig langt, når de bliver voksne – til den tid er jordens kapacitet simpelthen ved at være opbrugt. Til den tid vil somrene i norden blive endnu mere grå og regnfulde. Det vil regne fra morgen til aften, men der vil ingen escape være, ingen steder at tage hen.
Særligt i sommeren 2019 stod det fuldkommen klart, hvilken voldtægt vi udsætter vores jord for. Jeg følte, at jeg var en del af et overgreb, da jeg befandt mig på de roskildefestivallignende små landsbytorve i Italien, hvor affaldet flød og iskøerne var uendelige. Jeg ville vise mine børn et smukt sted. I stedet kom de ufrivilligt til at deltage i en voldshandling.
I 2020 blev vores rastløse, narkotiske, forbrugskroppe tvunget i ro, tvunget indenfor, nu igen herop til jul, hvor jeg sidder og skriver, lukker vi på formaning fra staten, vores døre og kan ikke foretage os meget andet end at gå en tur langs søerne (nå ja, og gå shop-amok i stormagasinerne).
Som forfatter er jeg vant til at trække mig tilbage og lukke min dør. Jeg er vant til at opstille begrænsninger for sociale aktiviteter, vant til at sige nej til tilbud, teaterture, fester, fordi jeg ved, at forlystelserne vil betyde ringere ydeevne næste dag, ringere tankekapacitet. Det kræver stilhed og ensomhed at skrive bøger. Det kræver en balletdansers, en maratonløbers disciplin. Det kræver sparsommelighed og mådehold. Og så kræver det, at man tør stille sig lidt udenfor det hele, udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. For at kunne se ind og beskrive det man ser, må man stå udenfor. Covid19-pandemien har tvunget os alle ind i forfatterens livsførelse, ind i isolationen, ind i mådehold og en ny fordybelse, hvor vi, ganske vist ufrivilligt, men dog, har fået en chance til at bremse op og se ind på det morads, vi har været en del af, den udplyndring der har fundet sted. Jeg er ikke den første, der siger det, at Covid19 har gjort det muligt at få et smugkig ind i fremtiden: Dette er kun begyndelsen på, hvordan det bliver, hvis ikke vi holder op med at voldtage jordens ressourcer. Hvis vi fortsætter ufortrødent på den anden side af Covid19 bliver fremtiden et liv i isolation, hvor vi må beskytte os mod værre pandemier, naturkatastrofer og de krige der vil opstå på baggrund af alle manglerne. Vi har lige nu mulighed for at tænke os om, for at sige nej til mangofrugt og svømmeture i plastichave fyldt med døde koraller. Vi har mulighed for at hele jordens gispende, udpinte krop, men det kræver, at vi indser vores hidtil voldelige adfærd, at vi i stedet for bare at skamme os og derfor fortsætte med at fortrænge, tør se den skade i øjnene, vi har forvoldt, og dernæst trække i arbejdstøjet og for alvor påtage os, at en fremtid for mennesker på jorden, kræver langt mere mådehold, ydmyghed og respekt for den natur, vi er en del af. Det kræver en helt ny livsførelse, hvor vi stopper vores strømper i stedet for at købe nye, deler køleskab med naboen, tager på vandretur i stedet for flyvetur. Det kræver STOR omstilling, men sæt nu at alle begrænsningerne ender med at gøre os glade. Tænk bare på lyden af summende insekter, at høre den lyd igen, eller at se vilde blomster blomstre i markskellene, at spise den ene bøf om måneden, der så også smager af et godt liv på marken. Et liv med tid til alverdens, fordi vi ikke har så travlt med at forbruge. Det lyder som en umulig utopi, men det er en mulig fremtid, hvis vi vil overleve som art.
Månedens essay er støttet af Statens Kunstfond og redigeret for Dansk PEn af Mille Rode
Problemet er måske, at for at skrive et ESSAY, må man kunne simulere et fast standpunkt, et myndigt jeg, i det hele taget kræver det et jeg der kan bære og allerede dér begynder det at knibe, det begynder at smelte, alle de overvejelser, fordi jeg er træt og forvirret, det smuldrer, jeg mister koncentrationen, koncentrationen er mistet…
Jeg tænkte ellers lige over jeg’et, det stod rankt og klart frem, men ligesåhurtigt blev jeg en klumpet, vammel masse, erindring, eller gætværk. Ammehjerne. Tågen. Jeg tænker over at henslumre i en forvirret døs. Andre gange henslumrer jeg i hardcore selvhad, selvdestruktion, kvalme og syner, jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke tænke af ren og skær væmmelse, jeg hader og det gør ondt og ondt er godt. Jeg læser Karl Menningers overvejelser om selvskade: “Local self-destruction is a partial suicide to avert total suicide, and in this sense it represents a victory, even though sometimes a costly one, of the life instinct over the death instinct”
Så tænker jeg hm, hvilken sejr, hvilken ydmygelse. Jeg tænker på, og så googler jeg ‘Randers Casuals’ og ser et billede fuld af drenge med slørede ansigter der slås på en mark, tænker på min venindes lillebror der blev trampet og trampet på brystet til sådan en kamp, til hans lunger punkterede og jeg tænker på min venindes beskrivelse af hans ansigt da hun besøgte ham på hospitalet; euforisk, sejrrig.
Victory. Jeg læser om geniscenesættelse af traumet, Piaget skriver at gentagelsen er den måde vi erfarer på, mestrer og integrerer, Judith Herman skriver at et barn i en afhængighedsrelation til en krænker, er tvunget til at påtage sig krænkerens aggression for at undgå total eksistensudslettelse, så siger barnet “jeg er også et ondt barn” så siger barnet “jeg har fortjent det” så hader barnet sig selv og hadet er så det modsatte af døden.
Jeg læser slemme Nietzsche og han skriver i Zarathustra; “Hvad er det største, I kan opleve? Det er den store foragts time. Den stund, da selv jeres lykke bliver jer vederstyggelig og ligeså jeres fornuft og jeres dyd. Den stund, da I siger: Hvad er vel min lykke værd! Den er kun armod og smuds og usselt behag!”
Den store foragts time, bro. DEN STORE FORAGT, den store selvhads-time, timen hvor afmagten skal transformeres, og Zarathustra siger: “Jeg elsker dem, der ikke forstår at leve, og hvis liv derfor er undergang; thi det er deres overgang” og jeg vil gerne elskes og jeg forstår ikke særlig godt at leve og når man er ødelagt, eller syg eller hvad man nu vil kalde det, træt, når man er syg som i; måske ikke syg, måske bare klam, når man er klam så vil man gerne elskes, selv hvis man så skulle elskes ihjel, og man fristes til at forkaste lykken, det usle behag, man fristes til at tro på at frelsen allerede er indtruffet og bare venter på at man indtager den, så træt af den pinlige entusiasme man har spændt for sin heling og bedring, så færdig med al den lokken og truen og kælen og groomen, når ens gamle taberhjerne stadig bare ligger helt amfetaminflosset, helt snasket og slap og stønner, for hvad så?
Så ikke så meget, men så tænk på selvmordet, og bagefter kan man tænke på ANTISELVMORDET, eller del-selvmordet og man kan tænke på det hypotetiske selvmord som en bagdør, som påmindelsen om livsdriftens sejr over dødsdriften, jeg hører Tech N9ne featuring Krizz Kaliko og i omkvædet synger Krizz: “you can pray and prey for my downfall, when I rise like the sun I ain’t fucking with yall, im’a keep on keeping on, keep on holding on.” og sådan kan man fejre sin victory, ironi eller ej, det er underordnet, sejret har man, so far.
I nordisk mytologi er Ratatosk et egern der bringer nyheder og videregiver ukvemsord mellem verdenstræet Yggdrasils top og rødder. Den er budbringer mellem verdenerne og kan tale med alle. Sådan er det også med fribyforfattere og kunstnere. De er drevet i eksil for at undslippe censur og fængsel. De stiller spørgsmål og formidler viden til befolkningerne både her og der. De er budbringere mellem verdenerne.
Denne antologi indeholder tekster af forfattere, journalister og kunstnere fra Kina (Xinjiang regionen), Venezuela, Algeriet, Syrien og Iran, alle med det til fælles, at de er eller har været ICORN-fribygæster i Danmark, Sverige eller Norge.
Teksterne, der både er gengivet på originalsproget og i en skandinavisk oversættelse, afspejler den mangfoldighed af livsvilkår som forfatterne er rundet af. De handler om tab af frihed, om ensomhed og isolation, om længsel, uretfærdighed og vrede. Men man fornemmer også en strøm af trods og skabelyst løbe igennem teksterne, en stærk vilje til ikke at opgive, men benytte sig af den ret og mulighed for at ytre sig frit, som fribyordningen giver plads til.
Vi plejer at markere den årlige Internationale Fængslede Forfatteres Dag 15. november på Dansk PENs stand på Bogforum, men som så meget andet er også det i år anderledes. Nu bliver det i stedet på de sociale medier.
Fængslede Forfatteres Dag er en mulighed for at skabe opmærksomhed omkring PENs arbejde for skribenter der chikaneres, trues og fængsles for i forbindelse med deres litterære arbejde, at have gjort brug af retten til frit at ytre sig. Vi bruger dagen til at skubbe til de regeringer, der fængsler og censurerer kritiske skribenter, men også til at udtrykke støtte til dem, der er fængslede, forsvundet eller er genstand for urimelige retssager.
I år sætter PEN-kolleger verden over fokus på fem sager:
Paola Ugaz, peruviansk undersøgende journalist og non-fiktion forfatter. Ugaz er anklaget for ærekrænkelse i forbindelse med en bog hun har været medforfatter til i 2015, som afslører seksuelle, psykiske og fysiske overgreb indenfor den religiøse organisation, Sodalitium Christianae Vitae. #PaolaUgaz
Kakwenza Rukirabashaija, ugandisk romanforfatter og journalist. Rukirabashaija er forfatter til romanen, The Greedu Barbarians, der handler om korruption på højt niveau i et opdigtet land. Hans seneste bog, Banana Republic: Where Writing is Treasonous handler om da han i april 2020 blev tilbageholdt og udsat for tortur, udført af regeringens sikkerhedsfolk. De hævdede det havde med Covid19-epidemien at gøre, men de afhøringer han var igennem drejede sig om hans roman. Han blev arresteret igen i september 2020 og løsladt, men er anklaget for at have opildnet til vold og sekterisme og afventer retssagen. #FreeKakwenza
Osman Kavala, tyrkisk forlægger, menneskerettigheds- og demokratiaktivist. Tilbageholdt siden oktober 2017, uden at der på noget tidspunkt er fældet en dom. Han blev i første omgang anklaget for at have opildnet til optøjer under de såkaldte Gezi Park-demonstrationer i 2013. Disse anklager blev imidlertid frafaldet i februar 2020, men han blev ikke løsladt og i oktober 2020 kom det frem at der var rejst nye anklager mod ham, dels for at true statens sikkerhed, dels for spionage. Den første anklage kan give dødsstraf, mens den anden anklage kan give 20 års fængsel. Retssagen er ikke berammet og Kavala er fortsat tilbageholdt. #FreeOsmanKavala
Chimengül Awut, uighurisk redaktør og digter. Awut har et omfattende forfatterskab bag sig. Hun udgav sine første digte i 1987, i en alder af kun 14 år. Hun blev arresteret i 2018 og sendt til en genopdragelseslejr i Xinjiang, uden forudgående retssag eller dom. Formentlig knytter det sig til en uighurisk- sproget roman, The Golden Shoes, af den uighuriske forfatter Halide Isra’il, der ligeledes er tilbageholdt i Xinjiang-genopdragelseslejren. Selvom Awut ikke er fundet skyldig i noget kriminelt, så er der ingen oplysninger om hvornår hun vil blive løsladt. #ChimengulAwut
Sedigeh Vasmaghi, iransk teolog, digter og kvinderettighedsaktivist. Vasmaghi er en af meget få kvinder, der underviser i islamisk ret. Hun har skrevet bøger om teologiske, politiske og sociale emner. Hun har i mere end ti år været under konstant overvågning og har været udsat for omfattende chikane. Hendes bøger er forbudt i Iran. I august 2020 blev Vasmaghi i dømt et års fængsel for at have skrevet under på en protest mod politiets brutale adfærd overfor en gruppe demonstranter. Dommen lægges oveni en tidligere suspenderet dom fra 2017, der dømte hende til fem års fængsel. I oktober 2020 blev den samlede dom på seks års fængsel stadfæstet. Hun venter nu at blive hentet til afsoning. #SedigehVasmaghi
vejledninger for, hvad man stiller op når telefonen ringer midt om natten og man bliver truet på livet, eller hvis man bliver passet op på gaden af en, der siger han ved hvor ens familie opholder sig. Der er heller ikke mange håndbøger der giver råd om hvad man gør, hvis ens kunst bliver censureret, hvis ens bøger beslaglægges eller man bliver retsforfulgt og risikerer fængsel.
